OFFENTLIGT ANSATTES YTRINGSFRIHED er truet, og alt for mange tier og har ikke lyst til at tage bladet fra munden i frygt for de repressalier, det kan have til følge. Det er noget af et paradoks, for det er netop akkurat lige nu ekstra vigtigt, at offentligt ansatte benytter sig af den grundlovssikrede ret, de har, som er at bruge deres ytringsfrihed.
Årsagen til at det er ekstra vigtigt lige nu, er, at et folketingsvalg er lige om hjørnet og det er politikerne, som i sidste ende sidder med magten, og som kan og skal tage de vigtige beslutninger. Beslutninger, som har betydning for de offentligt ansatte og de, som skal modtage en service. Offentligt ansatte skal og må tage magten og ytre sig om de vilkår og rammer, som er hverdag og virkelighed.
Det er de offentlige ansat, som er eksperterne i det her, da det er dem, som står med udfordringerne hver eneste dag. Derfor er det yderst komplekst og slet ikke i orden at skulle føle sig kuet og truet af ikke at turde ytre sig om virkeligheden, som den er på de mange forskellige offentlige arbejdspladser.
Jeg selv er offentligt ansat og bruger min stemme ved, at jeg kaster mig ud i at ytre mig i den offentlige debat om min hverdag som sygeplejerske. Det har jeg efterhånden gjort i flere år, og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Dog er det er ikke uden konsekvenser og uden at mærke frygt. 8 ud af 10 gange, når jeg trykker på send og udgiver et skriv fra min hverdag som sygeplejerske, så tænker jeg over, om det, jeg har skrevet, kan betyde, at jeg bliver kaldt til samtale på chefens kontor. Jeg tænker meget over, hvordan jeg formulerer mig, og om hvad jeg præcis beskriver og fortæller fra min hverdag.
I MIN SPÆDE TID som ytrende sygeplejerske oplevede jeg netop det, som jeg til hverdag kan gå og frygte. Jeg mødte på mit daværende arbejde, og min leder kaldte mig ind på sit kontor.
Jeg havde skrevet et blogindlæg med overskriften: ”Jeg græd, da jeg gik hjem”. Det havde konsekvenser. Min leder havde læst mit indlæg og tog fat i mig for at høre om den pågældende vagt. Det, som jeg beskrev, var en vagt, som havde været så travl, at jeg havde måttet prioritere ekstra meget i mine opgaver. Jeg havde måttet prioritere i en sådan grad, at jeg ikke kunne stå ved min faglighed, og det fik mig til at græde, da jeg gik hjem. F.eks. havde jeg ikke målt blodtryk på en patient, som var nødvendigt. Jeg havde med andre ord sat patientsikkerheden over styr. Flere af mine daværende kolleger kontaktede mig efter mit skriv og fortalte, at de havde det, ligesom jeg beskrev. Det vil altså sige, at jeg ikke var alene om at føle og opleve, som jeg gjorde.
SAMTALEN MED MIN DAVÆRENDE leder forløb rigtig fint, og jeg oplevede en stor forståelse, og faktisk også frustration fra min daværende leders side. Vi talte om vagten og blandt andet om, hvad vi kunne gøre anderledes, hvis vi kom ud for lignende situationer igen. Så selvom jeg oplevede hjertebanken og frygt ved at blive kaldt ind på chefens kontor, så gik jeg derfra med en god fornemmelse. Mit indlæg havde skabt røre i en sådan forstand, at jeg sammen med min leder talte om de problematikker, vi havde stået med i den pågældende vagt.
Siden den episode har jeg selvfølgelig tænkt ekstra meget over de konsekvenser, det kan have, at jeg ytrer mig, men det har bestemt ikke begrænset mig. Jeg har tværtimod brugt min stemme endnu mere, og det gør jeg stadig. Jeg har ytringsfrihed, ligeså vel som alle andre offentligt ansatte, og den skal vi bruge. Hvis ikke vi, som arbejder i det offentlige, fortæller om vores virkelighed, så får politikerne ikke klar besked om hvad, der foregår rundt omkring på arbejdspladserne.
Jeg tror på, at vi med vores historier fra hverdagen kan være med til at få politikerne til at indse, hvor der skal sættes ind og handles. Men for at det kan lykkes, så kræver det, at vi bliver ved med at fortælle om vores virkelighed og arbejdsforhold, og jo flere vi er, der råber op – jo bedre!
MIN STORE OPFORDRING ER, at mange flere offentligt ansatte bruger deres ret til at ytre sig, selvfølgelig med forbehold og med afsæt i tavshedspligten. Er man i tvivl om, hvorvidt man overholder sin tavshedspligt med videre, kan man kontakte sin fagforening, som kan komme med gode råd og vejlede. Det er selvfølgelig også en god idé at gå til sin tillidsrepræsentant og/eller sin leder. Men vi bliver simpelhen nødt til at råbe op, og det gælder alle offentligt ansatte, for sammen er vi stærkere – også på tværs af fag og arbejdspladser.
Hvis vi tier og ikke fortæller om vores virkelighed, er det i sidste ende os selv, det går udover, og politikerne ville da helt sikkert ønske, at vi bare makkede ret og ikke råbte op. Det ville uden tvivl gøre deres arbejde lettere, og selvom det godt kan føles som om, at mange politikere lukker deres øjne og holder sig for deres ører, så er jeg sikker på, at hvis vi er mange flere, der råber op og bliver ved, så bliver de nødt til at lytte. Vi må tage magten i vores hænder, vi er eksperterne, den er ikke længere.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.