Når det pusler i buskadset, bliver de fleste mennesker i godt humør, hvis det viser sig at være snuden på et pindsvin, der dukker frem.
Fremover bliver der dog med al sandsynlighed længere mellem det syn, som endda er i fare for helt at forsvinde.
Det fortæller WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.
Der bliver færre og færre pindsvin i naturen. Det fører nu til, at dyret ændrer status på den internationale rødliste over truede arter.
Fra at være klassificeret som livskraftig bliver pindsvinet nu vurderet til "nær truet".
Det er IUCN, der står bag den internationale rødliste, og som i dag offentliggør en ny vurdering af det europæiske pindsvin.
Den danske pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, også kendt som Dr. Pindsvin, har sammen med sin forskerkollega Abigail Gazzard leveret den rapport, som ligger til baggrund for pindsvinets opdaterede bevaringsstatus.
Hun siger i meddelelsen.
- Det er utrolig trist, at pindsvinet går tilbage. Desværre er det ikke en overraskelse, for pindsvinet har trange kår, når de tvinges til at bo så tæt med os mennesker. Blandt andet viser vores forskning, at 9 ud af 10 danske pindsvin havde pesticider i leveren, siger Sophie Lund Rasmussen.
Pindsvinets tilbagegang skyldes særligt mangel på levesteder, fordi landbrug og boligkvarterer overtager store dele af de områder, der før var natur.
I dag lever pindsvinet derfor tæt på mennesker, men det er ikke optimalt for et vildt dyr, der blandt andet bliver kørt over i trafikken, skambides af hunde og kommer til skade i haveredskaber som robotplæneklippere.
Pindsvinet findes i det meste af Vesteuropa og IUCN’s nye vurdering af det europæiske pindsvin gælder på tværs af alle de lande, hvor arten lever.
Derfor kan der være stor variation i, hvor truet pindsvinet er fra land til land.
Fakta:
Sophie Lund Rasmussen (også kendt som Dr. Pindsvin) er uddannet biolog fra Københavns Universitet med speciale i naturbevarelse og dyreadfærd. Siden 2011 har hendes forskningsaktiviteter været fokuseret omkring pindsvin.
Fra 2016 til 2019 lavede hun danmarkshistoriens første ph.d.-afhandling om pindsvin, på Syddansk Universitet og Naturama med forskningsprojektet "Det Danske Pindsvineprojekt", som hun stadig leder.
Sophie Lund Rasmussen er i dag forsker ved Wildlife Conservation Research Unit (WildCRU) på Oxford Universitet og adjungeret lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.