Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blander sig nu i debatten om gebyrer på helt almindelige bankkonti, som er nødvendige for at modtage for eksempel kontanthjælp.
- Grundholdningen er, at det er bankerne, der bestemmer, hvilke gebyrer de vil have, og det er kunderne, der bestemmer, hvor de gerne vil have bank. Vi vil gerne undgå at lovgive på det her område, siger statsministeren.
Den socialdemokratiske erhvervsordfører Benny Engelbrecht har foreslået, at der blev lovgivet imod bankgebyrer for almindelige konti, som er nødvendige for at være borger.
Det forslag er blevet afvist af økonomiminister Margrethe Vestager (R), mens erhvervsminister Annette Vilhelmsen (SF) vil drøfte sagen med bankernes organisation Finansrådet i næste uge.
Statsministeren siger, at borgerne skal have mulighed for at få en konto på rimelige og ordentlige vilkår.
- Det er nærmest umuligt at være borger i Danmark uden at have en helt almindelig konto. Det vil vi nu snakke med Finansrådet om, siger Helle Thorning-Schmid
/ritzau/