En irsk domstol har fredag godkendt et forslag fra Norwegian, der skal redde det norske luftfartsselskab fra at gå konkurs.
Afgørelsen er et vigtig skridt mod mulig redning for det kriseramte selskab.
Processen går nu videre til en norsk domstol. Her er det ventet, at forslaget til en redningsplan også vil blive godkendt.
- Vi er virkelig glade for, at den irske domstol har godkendt Norwegians rekonstruktion i Irland. Nu har vi den billet, som vi skal bruge for at gå videre med rekonstruktionen i Norge og indhente frisk egenkapital, siger Jacob Schram, koncernchef i Norwegian, i en pressemeddelelse.
Retsmødet ved den irske domstol har kørt længere end forventet over torsdag og fredag. Det blev først afsluttet fredag eftermiddag.
Ingen af selskabets kreditorer har i løbet af de to dage modsat sig forslaget.
Den skriftlige dom fra Irland foreligger endnu ikke, skriver finansmediet E24. Men dommer Michael Quinn fra den irske High Court har fredag mundtligt gjort det klart, at afgørelse vil være i redningsplanens favør.
Dommeren har to centrale betingelser for sin afgørelse, skriver E24.
Det drejer sig om, at redningsplanen også skal godkendes i Norge, samt at Norwegian skal finde mindst 4,5 milliarder kroner i ny kapital.
Fredagens afgørelse kommer efter møder med Norwegians kreditorer, der med stort flertal stemte for at gennemføre en rekonstruktion.
En tilsvarende afstemning blandt kreditorerne i den norske rekonstruktion finder sted i løbet af de næste 14 dage, oplyser Norwegian.
Herefter skal en norsk domstol tage endelig stilling.
- Det er en krævende proces, som ikke er ovre endnu. Men retsafgørelsen i dag giver os styrket tro på et positivt udfald.
- Vi forbereder os på at være der for vores kunder, når virkningerne af pandemien aftager, rejserestriktioner reduceres og verden åbnes op igen, lyder det fra koncernchef Jacob Schram.
Værdien af Norwegians aktier faldt voldsomt i begyndelsen af 2019 og kollapsede yderligere ved coronakrisens start sidste forår.
For knap fem år siden var en Norwegian-aktie omkring 20.000 norske kroner værd. I dag er den godt 50 norske kroner værd.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB