En familie fra det kommunistiske Nordkorea har søgt tilflugt på den danske ambassade i Vietnam. Angiveligt er der tale om en familie med to piger, der ønsker at få asyl i Sydkorea.
- Jeg kan bekræfte, at der befinder sig fire personer af nordkoreansk nationalitet på ambassadens område. De har ikke været der ret længe, men meget mere kan vi ikke sige nu, siger vagthavende i Udenrigsministeriet til Avisen.dk.
Flere hundrede nordkoreanere flygter hvert år fra diktaturet, som hverken tillader internet, ytringsfrihed eller mulighed for at vælge andre end diktatoren Kim Jong-il som leder.
Sydkorea og Nordkorea har været adskilt, siden krigen imellem dem sluttede i 1953. Sydkorea har siden givet flere tusinde nordkoreanere asyl og har en politik om at give opholdstilladelse til alle nordkoreanere, der kommer til landet.
Udenrigsministeriet kan ikke på nuværede tidspunkt sige, hvad der skal ske med de fire nordkoreanere på ambassaden.