De skjuler ham i sommerhuse, går i fakkeloptog og skriver sange, der bliver spillet i Giro 413.

»Jeg fatter ikke, at han skal udvises. Jeg fatter det simpelthen ikke.«

Ordene er Mariagers sognepræst Knud Erik Lægs­gaards. Han står i spidsen for en folkebevægelse for Mirsad Zairi og hans familie.

Politikere blander sig

Første gang, Knud Erik Lægsgaard møder Mirsad og hans kone, er til deres bryllupsfest i 2002. Festlighederne bliver holdt på torvet i Mariager. Midt i krigstraumer og psykiske mén er Mirsad Zairi ramlet ind i kærligheden, da han møder Valentina på Røde Kors-centret i Hjørring.

Mirsad stammer fra en albansk minoritetsgruppe i Serbien og er nødt til at flygte fra sit hjemland for at undgå at kæmpe mod sit eget folk. Valentina er etnisk albaner fra Kosovo og flygtet fra borgerkrigen. Valentina får opholdstilladelse. Mirsad får afslag.

I årene, der følger, arrangerer Knud Erik Lægsgaard fredsgudstjenester og opfordrer konfirmander til at deltage i fakkeloptog. Den lokale præst har hørt parrets historie og kan ikke glemme den.

Det er nær ved at koste Knud-Erik præstetitlen, for opfordringen til konfirmanderne lander i Folketinget. Der er politiske undertoner i præstens gudstjenester, mener man. Knud Erik Lægs­gaard er uenig.

Gemt i sommerhuse

»Hvis Mirsad får asyl, vil det være et symbol på, at der stadig er barmhjertighed i landet.«

Sognepræsten skriver Kaltrinas sang, da Mirsad og Valentina får datteren i 2003. I sangen sammenligner han det unge par med Maria og Josefs flugt til Egypten, og en lokal kunstner lægger stemme og melodi til.

Kaltrinas sang spilles flere gange i den lokale radio og i Giro 413.

Mirsad får endnu et afslag om asyl i 2006. Han går under jorden for at kunne blive i landet. Flere af indbyggerne i Mariager tilbyder at gemme Mirsad i deres sommerhuse, selvom det er ulovligt.

Det er en tid fyldt med modløshed for parret. Mirsad er stærkt traumatiseret, og han besvimer, har stærke smerter og følelsesløshed i arme og ben.

Flere lokale læger bryder loven og hjælper ham og konen. Valentina er mærket af borgerkrigens rædsler, og hun bliver sygemeldt. Hvis Mirsad bliver udvist, er hun for syg til at følge med ham.

Sans for retfærdighed

Det er i den periode, Peter Ulrich Toubøl kommer ind i billedet. Senere sørger han for, at politikerne på Christiansborg kender Mirsad og manden bag.

Peter er fotograf for Mariager Kirkeblad, og han møder parret første gang i forbindelse med en kampagne. Det er nødvendigt med indsamlinger, for familien er fuldstændig afhængig af lokalbefolkningens almisser. Mirsad er fortsat illegalt i landet.

Peter Ulrich Toubøl føler afmagt og vrede over, at Mirsad skal udvises, og et venskab former sig imellem dem.

»Vi har alle sammen en sans for retfærdighed, og jeg kan ikke lade være med at hjælpe, når et andet menneske lider uretfærdigt,« siger han.

Peter ansætter Mirsad til småtjanser, så familien kan holde sig ovenvande. Mirsad er en god gartner, derfor hjælper han til i flere haver.

Peter køber også et akvarium til Mirsad, så han har adspredelse fra de dystre tanker.

På to uger i januar 2007 formår Peter Ulrich Toubøl og gruppen Asyl til Mirsad nu! at samle 1.371 underskrifter ind, og flere hundrede beboere fra Mariager trodser storm og regn for at gå i fakkeloptog gennem byen. Selv borgmesteren i Mariager Fjord Kommune møder op.

»Hvordan mon vi danskere bliver skildret om 50 år, når folkesjælen beskrives af historikere?« Spørger borgmesteren de fremmødte.

Han svarer selv.

»Som følelseskolde, egoistiske, beregnende og selvtilstrækkelige. Vi kan ikke være det bekendt.«

Fængsling og udvisning

I februar 2008 slutter en årelang flugt fra myndighederne, da Mirsad bliver anholdt. Nu sidder han i Vester Fængsel i en isolationscelle.

En læge besøger Mirsad i fængslet og vurderer, at han er i en svær krisetiltand. Desuden er der stor risiko for, at hans tilstand forværres, hvis han bliver udvist. Men en udvisning er en realitet for Mirsad og ifølge Rigspolitiet bliver han sendt til Serbien på torsdag.

Det diskuteres i øjeblikket i Folketinget, om sagen er blevet forvaltet ordenligt. »Men det er svært for en lille nordjysk by at råbe Folketinget op,« siger Peter Ulrich Toubøll.

Uanset hvad der sker, giver de stædige nordjyder ikke op, heller ikke selvom Mirsad snart befinder sig i Serbien.

For ellers er der ingen barmhjertighed til.