Nordirsk støtteparti vil nedstemme Mays aftale med EU

Democratic Unionist Party leader Arlene Foster shakes hands with Conservative MP Boris Johnson as Deputy Leader Nigel Dodds looks on, at the DUP annual party conference in Belfast (Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters)

Hvis aftale med EU kommer til afstemning i britisk parlament, så stemmer vi imod, siger nordirsk partileder.

Den konservative britiske regerings støtteparti i Nordirland siger efter et årsmøde lørdag, at det vil stemme imod premierminister Theresa Mays EU-aftale om britisk udtræden.

Det fastslår partiets leder, Arlene Foster, ved afslutningen af Det Demokratiske Unionistpartis årsmøde i Belfast.

Hun mener, at aftalen giver for mange indrømmelser til EU og truer Nordirlands fremtidige status som en britisk provins.

Inde i salen fik den tidligere udenrigsminister Boris Johnson stående klapsalver for sit forslag om et fuldstændigt brud med EU. Det går også under betegnelsen en hård brexit.

Johnson truer Mays lederstilling i regeringen og i Det Konservative Parti.

- Vi vil stemme imod det, hvis det kommer til afstemning i parlamentet, siger Foster til det irske stats-tv, RTF.

Så tydeligt har hun ikke tidligere udtalt sig om sagen.

Fosters kommentar understreger, at det vil blive meget svært for May at sikre sig nok stemmer i parlamentet til at få udtrædelsesaftalen vedtaget.

Snesevis af hendes egne konservative medlemmer og oppositionspartiet Labour ventes at nedstemme aftalen.

DUP har 10 medlemmer i det britiske parlament, og deres stemmer holder Det Konservative Parti ved magten.

Et af de kontroversielle elementer er den såkaldte backstop-plan, som skal sikre, at Nordirland forbliver tæt på EU, så der ikke opstår en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Det handler om, at Storbritannien bliver i en toldunion med EU, indtil en handelsaftale er på plads. Ingen ved i dag, om det bliver om to, fem eller ti år eller om nogensinde.

Foster mener, at det kan true Nordirlands status som en fast del af Storbritannien.

Det vil "bringe Nordirland ind under en stribe af EU-love, uden at nogen i Belfast eller London får et ord at skulle have sagt, og (det skaber red.) en handelsgrænse ned gennem Det Irske Hav", siger hendes næstformand, Nigel Dodds.

Udtrædelsesaftalen med EU får Storbritannien til at fremstå som "ynkelig og patetisk", mener han.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters