Den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers fik langt om længe hul på målbylden, da han natten til torsdag dansk tid kom på tavlen i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Målet var dog ikke nok til at sikre Winnipeg Jets en sejr.
Holdet tabte således med 2-4 på hjemmebane til Toronto Maple Leafs, der havde danske Frederik Andersen på mål.
Sejren til Toronto betyder, at holdet topper Eastern Conference.
Nikolaj Ehlers havde inden nattens kamp endnu ikke scoret i den indeværende sæson. Og faktisk havde han ikke scoret i de seneste 26 kampe, hvis man også tæller sidste sæsons kampe med.
Han står nu noteret for et mål og tre assister efter ti kampe i sæsonen.
I nattens opgør bragte gæsterne sig foran med 3-0, inden Winnipeg for første gang scorede i begyndelsen af tredje og sidste periode.
Ehlers havde taget position tæt foran Frederik Andersens mål, og her modtog den 22-årige Winnipeg-spiller en smart baghåndspasning fra holdkammeraten Jacob Trouba.
Ehlers afsluttede resolut første gang og fik dermed reduceret.
Mark Scheifele fik også gjort det til 2-3 med en scoring i overtal.
Ikke lang tid efter øgede gæsterne dog til 4-2, og det formåede Winnipeg ikke at komme tilbage fra.
Winnipeg Jets ligger på tredjepladsen i Western Conference med 13 point efter ti kampe. Holdet har vundet seks kampe, tabt tre og tabt en enkelt efter forlænget spilletid, hvilket giver et point.
/ritzau/