Den hviderussiske Bahrain Merida-rytter Kanstantin Siutsou er blevet testet positiv for erythropoietin, også kaldet epo, i forbindelse med en dopingprøve.
Det oplyser Den Internationale Cykelunion (UCI) i en pressemeddelelse.
Siutsou afleverede den positive prøve i en dopingkontrol foretaget uden for konkurrence 31. juli. Hviderusseren kan anmode om at få testet en B-prøve.
Som følge af UCI's antidopingregler er Siutsou foreløbigt suspenderet, indtil sagen er afgjort.
Dermed udgår hviderusseren af det spanske etapeløb Vuelta a España, hvor han indtil videre har ageret hjælper for holdets klassementhåb, Vincenzo Nibali.
På Bahrain Meridas hjemmeside meddeler holdet ligeledes, at man har suspenderet Siutsou på ubestemt tid.
Hviderusserens kontrakt med holdet udløber efter denne sæson, og holdet meddelte i juni Siutsou, at dent ikke bliver forlænget.
- Denne nyhed er utroligt skuffende. Vi slår hårdt ned på enhver forbrydelse mod vores interne sundhedskodeks. Denne opførsel accepteres ikke på vores hold, siger Brent Copeland, holdmanager for Bahrain Merida, på holdets hjemmeside.
Kanstantin Siutsous største sejr i karrieren kom i 2009, hvor han vandt en etape i Giro d'Italia. Han er ligeledes tidligere firedobbelt nationalmester i enkeltstart.
/ritzau/