Stemmen rystede og blikket flakkede hos Chris Froome, da han torsdag som kaptajn for Sky var placeret i hovedrollen på det britiske mandskabs pressemøde i Porto-Vecchio før Tour de France.
Sidste år blev han nummer to i løbet, men han stod hele vejen trygt i skyggen af sin kaptajn Bradley Wiggins, der vandt løbet.
Torsdag mærkede Froome på egen krop, hvad det vil sige at være på alles læber som favorit til verdens største cykelløb - en rolle han har fået i kraft af sine fire etapeløbssejre i år.
- Det her kan ikke sammenlignes med andre løb. Det er virkelig noget helt andet med denne pressekonference, og det overrasker mig at se så mange mennesker, siger Chris Froome.
Den 28-årige Sky-rytter bekræftede med hele sin fremtoning, at han ville foretrække at lade benene tale - frem for mundtøjet ved en mikrofon.
- Jeg er kommet her i super form, og jeg har et meget stærkt hold omkring mig. Nu vil jeg bare gange have, at løbet snart starter.
- Man går altid og spekulerer på, om man kunne have gjort noget anderledes. Men jeg tror det ikke. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg skulle have gjort anderledes, siger Chris Froome.
Skys tekniske direktør, Carsten Jeppesen, kunne også se en Chris Froome, som var påvirket af situationen. Men det er ikke noget, der overraskede ham.
- Vi har prøvet i år at give ham så mange dage i en eller anden trøje, hvilket vi også gjorde med Bradley Wiggins sidste år. Det har været stort set det samme forløb. Det er klart, at han er påvirket af det. Det var Bradley også sidste år.
- Det er noget andet at gå ind som en favorit. Sådan er det også med Chris, og sådan skulle det også gerne være, siger Carsten Jeppesen.
Den kenyansk fødte rytter fik sit gennembrud i Vuelta a España i 2011, da han som hjælper for Bradley Wiggins til slut overtog styringen og sluttede på en samlet andenplads.
- De to seneste år er forløbet rasende hurtigt. Jeg har udviklet mig fra at være hjælperytter til at være potentiel favorit i Tour de France, siger Froome.
/ritzau/