Den amerikanske basketballspiller Jason Collins har aldrig været lykkeligere, efter at han tidligere på ugen bekendtgjorde for verden, at han er homoseksuel.
Sportsbladet Sports Illustrated udråbte ham som den første, der er stået frem som homoseksuel i en amerikansk holdsport, hvor homoseksualitet igennem flere år har været et stort tabu.
- Jeg kan mærke lige nu, at jeg aldrig har været lykkeligere i hele mit liv, siger Jason Collins i interview med morgenshowet Good Morning America på tv-stationen ABC.
- En stor vægt er løftet fra mine skuldre. Jeg har allerede været forbi min familie og venner for at rive plasteret af og fortælle historien med min egen mund, fortæller den 34-årige basketballspiller.
Jason Collins har sat gang i en stor debat i USA omkring homoseksualitet inden for de store sportsgrene.
De to sportsligaer NFL - amerikansk fodbold - og NHL - ishockey - har blandt andet været ude at tage afstand til al diskriminering på baggrund af seksuel overbevisning.
Præsident Barack Obama har også ringet Jason Collins op for at rose ham for sit mod.
/ritzau/