Boligpriserne bør ikke svinge voldsomt, fordi ejendomsværdiskatten er fastfrosset.
Derfor bør boligskatterne følge markedspriserne.
Det siger nationalbankdirektør Lars Rohde til rapporten fra Rangvid-udvalget, som gransker finanskrisens virkning i Danmark. Nationalbanken kritiseres blandt andet for at overvurdere bankernes polstring.
- Udvalget konkluderer, at det er vanskeligt at føre diskretionær økonomisk politik, og at det derfor er vigtigt med automatiske stabilisatorer, siger Lars Rohde i en skriftlig kommentar.
Automatiske stabilisatorer er dagpenge, som vokser under arbejdsløshed eller skatter, som stiger, når økonomien buldrer derudaf.
- Konkret anbefaler udvalget at ændre indretningen af ejendomsbeskatningen, så den følger boligpriserne. Det har Nationalbanken tidligere tilrådet.
Lars Rohde havde ikke ansvaret i finanskrisen, da Nils Bernstein var Nationalbankens chef.
- Krisen har været omkostningsfuld for samfundet, så det er vigtigt at få draget læren heraf, siger Lars Rohde om en "balanceret fremstilling".
Der er taget mange nødvendige og fornuftige initiativer. Nationalbanken lægger særlig vægt på to områder, påpeger han.
- Rapporten behandler kravene til kreditinstitutternes kapitalforhold, og udvalget kommer med flere forslag til, hvordan institutterne fremadrettet sikres en robust og gennemskuelig kapitalisering, siger han.
- Det er et vigtigt område, som Nationalbanken mener, at der bør arbejdes videre med.
Rangvid-udvalgets rapport viser, hvor vigtigt det er at forebygge kriser gennem et solidt makroøkonomisk og finansielt fundament, siger nationalbankdirektøren.
- De seneste års erfaringer understreger, at de samfundsmæssige omkostninger ved finansielle kriser er betydelige, siger Lars Rohde.
/ritzau/