Pokkers også, tænker Peter Lundström, da Maria om morgenen 5. januar 2004 ringer til ham og beskriver sine symptomer: Hun har kvalme, kaster op og har smerter i underlivet.

Maria har tydeligvis fået alt for mange hormoner. Lundström vælger at indlægge Maria på Roskilde Amts Sygehus. Med det samme.

Peter Lundström har det elendigt. Kun to ud af hundrede kvinder i fertilitetsbehandling bliver syge af for mange hormoner, men det burde slet ikke ske. For der vil altid være tegn på, at kvinden er ved at blive syg.

Så Marias symptomer er resultatet af en lægefejl, mener Lundström. Han kan derfor ikke slippe fornemmelsen af at have overset et eller andet – men selv når han gransker Marias journal, kan han ikke sætte fingeren på, hvornår fejlen opstod.

Det er en ringe trøst, at hans personlige statistik er, at kun én, og ikke to, ud af hundrede kvinder bliver syge af hormoner. For Maria er hans patient, og nu ligger hun der på Roskilde Amts Sygehus. Det gør ham ked af det. Peter Lundström beder den gynækologiske afdeling om at sende ham Marias journal, så snart hun er udskrevet.

Av, av

Maria har stadigvæk kvalme, og hun kaster op i den ene gråmelerede papskål efter den anden. Thomas holder papskålene under hendes mund. Maria kan hverken holde på mad eller væske. Det lykkes hende kun at få lidt cola indenbords, men hun er nødt til også at få et drop for ikke at komme til at mangle væske. Hun har underlige, diffuse smerter i underlivet, og hun er meget oppustet. Thomas føler afmagt: Maria er så syg, og han kan intet gøre.

Maria ligger på stue 2 lige ved siden af kontoret. Hun kan høre klapren fra et tastatur, en telefons dutteluttelut-dutteluttelut-ringelyd, snak, latter, susen fra udluftningen, lyden af patienternes klokke og indimellem snorken fra nabopatienten.

Biiip. Biiip, siger det langtrukkent, hver gang en patient hiver i snoren for at bede om hjælp. Ellers sanser Maria ikke meget andet end sine symptomer.

Hendes mave vokser, fordi hun ophober væske: tre liter i løbet af et par dage. Overlæge Anette Lindhard forklarer Maria, at hun måske bliver nødt til at få tømt væsken ud.

Maria er derfor forberedt, da en portør kommer og henter hende. Hun bliver kørt ned gennem gangen, ud gennem først det ene, så det næste sæt dobbeltdøre af glas, og ud til elevatorerne. Der er iskoldt derude, fordi der er et åbent vindue på grund af et lille rygerum lige ved elevatorerne. Der hænger to-tre meter lange istapper uden for vinduet. Thomas har flere gange nævnt, at de er lige til at blive slået ihjel af, hvis de falder ned i hovedet på en eller anden.

Portøren kører først forenden og bagefter bagenden af hendes seng hen over rillerne ved overgangen til elevatoren.

»Av, av,« udbryder Maria. Selv så små bump gør ondt på hende.

Maria får stukket en tynd nål op gennem toppen af skeden. Hun får tømt næsten tre liter strågul væske ud. Så begynder hun at få det bedre. Efter en uge kommer hun hjem. Maria og Thomas laver god mad og fejrer, at hun igen er rask.

Tæt på at kravle

Marias mor, Lilian, har stadig Maria i røret, da hun kalder på sin souschef for at sige, at hun er nødt til at køre med det samme. Maria har ringet for at sige, at hun har fået det dårligt igen. Thomas er på arbejde hos en kunde, og kan ikke nå frem så hurtigt som Lilian.

Lilian smider, hvad hun har i hænderne og kører fra Maribo til Roskilde op til Maria. Hendes datter står uden for døren, da Lilian efter halvanden time når frem. Lilian kan se på Maria, at hun har det meget skidt. »Vi skal bare hurtigt på hospitalet,« tænker Lilian.

Ved hospitalet sætter Lilian Maria af, så hun kan gå ind, mens Lilian leder efter et sted at parkere. Sygeplejerske Annika Thaysen tager imod Maria, som er fuldstændig bleg og tæt på at kravle, da hun kommer hen ad gangen og holder sig på maven.

Da Lilian kommer op på afdelingen bliver hun forskrækket over at se, at Maria allerede ligger i sengen. Indtil nu har Lilian bare syntes, at det var synd for Maria, at hun ikke havde det godt. Nu bliver hun for alvor bekymret.

»Hvad gør de hormoner ved min datter?« tænker Lilian. Hun har aldrig brudt sig om, at Maria hellere ville lade sig behandle med hormoner end adoptere, men hun respekterer Marias og Thomas’ valg.

I dagene derefter bliver Maria igen fyldt med væske. Så slemt, at hun hverken kan gå eller tage sine arme op over hovedet.

For Maria bliver det uoverskueligt blot at skulle ud af sengen og komme over at sidde i en stol. Væsken trykker på lungerne og gør det svært at trække vejret. Hun har desuden øget risiko for blodpropper i benene, fordi hun ligger stille. Derfor har hun fået støttestrømper på. Og så har hun konstant kvalme.

Men kvalmen viser sig at skyldes andet og mere end for mange hormoner under fertilitetsbehandlingen.

Maria er gravid.

Det oplyser overlæge Anette Lindhard hende en dag under en stuegang. Maria bliver glad. Men fordi hun har det så dårligt, kan hun faktisk ikke rigtig finde ud af at fokusere på sin glæde. Hendes elendige tilstand fylder alt.

En sygeplejerske kører en telefon ind til Marias seng, så hun kan ringe til Thomas. Hun græder glædestårer, da hun bringer Thomas budskabet om sin graviditet. Det budskab, som hun så mange gange har drømt om at kunne give til ham.

Han bliver også glad. Men heller ikke Thomas kan hengive sig til lykken i, at de venter et barn. Ikke med Maria så syg.

Og faktisk vil graviditeten gøre Maria mere syg. For en graviditet udløser hormoner i kroppen, så nu vil symptomerne tage til.

Sygeplejersken Annika Thaysen har set flere kvinder, der er blevet syge af for mange hormoner, men Maria er et af de værste tilfælde, hun har set. Så hun er bekymret for Maria. Meget bekymret. Særligt nu.

Læs næste afsnit i Nyhedsavisen og tidligere afsnit på avisen.dk