Torsdag afsiger Højesteret dom i bødesager mod fire danske Uber-chauffører, der via Ubers app tjente penge på at fragte passagerer rundt i deres private biler i 2015 uden de nødvendige tilladelser.
Sagerne er rejst på baggrund af oplysninger, som skattemyndighederne fra Holland har udleveret til Skat i Danmark.
Skat har anmodet om flere skatteoplysninger fra Holland, hvor Uber har sit europæiske hovedkvarter. Men det er fortsat uklart, om listerne nogensinde finder vej til Danmark.
- Skat har den 1. december 2017 anmodet de hollandske skattemyndigheder om kontroloplysninger for indkomståret 2016 og 2017. Det er endnu ikke fastlagt, om Skat får udleveret oplysningerne, lyder det i et skriftligt svar fra Skattestyrelsen.
Højesteret skal tage stilling til, om skatteoplysningerne kan bruges som bevis i straffesagerne. De blev udleveret frivilligt af Uber i forbindelse med en skatterevision.
Hvis det ender med, at oplysningerne kan bruges som bevis, bliver listerne med navne på danske Uber-chauffører fra 2016 og 2017 også interessante for politiet.
Men tiden er knap, for forældelsesfristen er to år, lyder det fra advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra anklagemyndigheden i Københavns Politi.
- Jeg ved ikke, om Skat vil få dem. Og hvis Skat får dem, ved jeg ikke, om vi kan få dem. Men uanset vil der opstå et forældelsesproblem, for hvis det er kørsler i 2016, så bliver de forældede i slutningen af året, siger Vibeke Thorkil-Jensen.
Hvis Højesteret stadfæster landsrettens dom, baner det vej for sager mod op mod 1500 andre chauffører, som politiet allerede har sigtet på baggrund af skattelisterne fra Holland.
Også en sag om medvirken til ulovlig taxikørsel mod selskabet Uber i Danmark afhænger af dommen.
- Vi afventer Højesterets afgørelse, før vi kan gå ind i de konkrete sager, der ligger og venter, siger Vibeke Thorkil-Jensen.
Sagerne mod de fire mandlige chauffører, der blev dømt i både byret og landsret, er såkaldte prøvesager.
En mand fik en bøde på 486.500 kroner for 5428 Uber-ture i 2015. De andre tre mænd fik henholdsvis 110.000 kroner i bøde for 1282 ture, 60.000 kroner i bøde for 609 ture og 40.000 kroner for 399 ture samme år.
De fire chauffører nægter sig skyldige og vil frikendes. Forsvaret har gennem hele sagen protesteret mod brugen af de udleverede skatteoplysninger som bevis.
/ritzau/