David Moyes laver næppe revolution, når han overtager chefrollen fra Alex Ferguson i United til sommer.
På spillerfronten vil han fortsætte Alex Fergusons spor med at bruge unge spillere, som klubben mere eller mindre selv har fostret. Det fortalte han, da han første gang optrådte offentligt, siden hans nye job blev kendt. Det skete ved en tale på universitetet i Cambridge.
- Manchester United har altid baseret sig på at producere unge talenter, og jeg vil prioritere at bruge talenterne, sagde Moyes i Cambridge ifølge Daily Mail.
- Det er helt rigtigt. Vi er nødt til at producere bedre engelske spillere, og vi arbejder på det. Det vil altid være mit mål at udvikle disse unge engelske spillere og få flere ind på holdet, sagde han.
David Moyes afslørede, at han finder den spanske model med en reserveholdsliga særdeles god.
For få år siden forsøgte han at få Evertons reservehold ind i en relativt høj liga, men det engelske fodboldforbund (FA) havde fortalt klubben, at holdet i så fald måtte begynde forfra med division 27.
/ritzau/