Statsminister Mette Frederiksen (S) får udbredt ros for at sætte fokus på udsatte børn og unge i sin første nytårstale.
Men det vil være forkert blindt at have en målsætning om at fjerne flere udsatte børn og unge fra deres forældre, som var en af de mere opsigtsvækkende oplæg fra statsministeren i talen.
Det mener Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen.
- Man skal passe på med at sige, at det handler om, at flere skal anbringes, og flere skal tvangsfjernes. Vi skal finde den bedste løsning for alle børn, siger hun.
Og den bedste løsning er ifølge Ninna Thomsen i de færreste tilfælde en tvangsfjernelse.
Hun efterlyser i stedet større fokus på at inddrage forældrene i processen mod at skabe de bedste rammer for udsatte børn.
- Hvis man vil række ud og have forældrene som samarbejdspartnere - også i de tidligere faser - er det vigtigt, at vi siger, at forældrene er en del af problemet, men de er også en del af løsningen, siger Ninna Thomsen.
I stedet for at skride til tvangsfjernelse, skal der ifølge Ninna Thomsen banes vej for mere samarbejde med de sårbare forældre. Og det vil øgede muligheder for tvangsfjernelse ikke hjælpe på, forklarer hun.
- Mange sårbare familier ringer til os og siger, at de er bange for sanktioner og bange for at afsløre over for sagsbehandlere, at de har det rigtig svært.
- Det er vigtigt, at der er tillid, så de familier, der har det svært, også får hjælp fra kommunerne. Det handler om forebyggelse, tillid og godt samarbejde, siger Ninna Thomsen.
Hun understreger, at det i nogle tilfælde er helt entydigt, at en tvangsfjernelse er den bedste løsning for barnet.
- Men i langt de fleste familier er det en kompleks problemstilling, der skal løses.
- Adoptioner og anbringelse er løsningen i en del sager, men i mange sager er der også forældre, der gerne vil blive bedre og gerne vil ud af de sociale problemer, de har, og som gerne tager imod en hjælpende hånd, hvis de har psykisk udfordringer.
Det, de ønsker allermest, er at blive gode forældre for deres børn.
/ritzau/