Udlændinge- og Integrationsministeriet tæller ikke længere antallet af stramninger i udlændingereglerne på sin hjemmeside.
For den nye udlændingeminister, Mattias Tesfaye (S), har nemlig valgt at slette tælleren, der blev til under hans forgænger, Inger Støjberg (V).
Det skriver Jyllands-Posten.
Tælleren talte på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside antallet af stramninger på udlændingeområdet.
Ifølge Jyllands-Posten sluttede tælleren på 114, hvilket fremgik af hjemmesiden så sent som tirsdag.
I stedet fremgår på hjemmesiden en video med Mattias Tesfaye, hvor han kommer med et par "alvorsord", som videoen hedder.
- De seneste år har det været en målsætning i sig selv at tælle, hvor mange gange vi ændrer lovgivningen. Den slags mener jeg, at vi lige så stille skal stoppe.
- Nu bliver det hele måske lidt mere kedeligt. For den nye regering handler det om at holde tilstrømningen, indvandringen, under kontrol på den ene side og på den anden side at sætte lidt mere fokus på integrationen her i Danmark, siger han blandt andet i videoen.
Det var torsdag, at Mattias Tesfaye fik overrakt ministerposten af Inger Støjberg. Her var det da også et tema, at Støjberg i sin regeringsperiode fejrede de første 50 udlændingestramninger med kage.
Men det skal være slut med det, forklarede Tesfaye ved overrækkelsen, hvor han blandt andet gav sin forgænger en lagkagekniv.
- Jeg fandt også en lagkagekniv, som jeg heller ikke får brug for, sagde han.
/ritzau/