Solen skinner ind ad vinduerne på Skovgården i Odense.
Den store mand smiler til Lise. Tålmodigt forklarer han, at gymnastikstævnet først er i næste uge. Lise, der er psykisk handicappet, skal nok skal få besked, lover den store mand.
Så spørger han, om hun har husket at spise frokost. Det er ikke tilfældet, for Lise mener slet ikke, at der er mere mad i kantinen. ’Det er der nu nok’, siger Ole Lund Larsen.
Han henter halvtreds kroner fra Lises kasse i skabet og lover at gå med hende i kantinen.
Der er langt fra sjakket på Lindøværftet til den virkelighed, der har afløst svejseosen, fortæller 36-årige Ole Lund Larsen.
Avisen.dk er taget til Fyn for at finde ud af, hvad de 1.100 skibsbyggere fra Lindøværftet, der har fået nyt arbejde, laver.
Langt de fleste har fundet nye græsgange i byggeindustrien eller på boreplatforme i Nordsøen. Men ikke Ole Lund Larsen.
Fra sjakbajs til pædagog
”På Lindø skulle du være værftsarbejder. Her skal du være en hel anden person. For mit vedkommende har jeg automatisk omstillet mig fra den hårde type, der stod på skibsdækket og råbte til folk på kajen, til at stå her, hvor det handler om at give omsorg og sympati,” siger Ole.
Sammen med Lise forlader han klasseværelset og går mod kantinen.
Den tidligere sjakbajs for svejserne er i dag pædagogmedhjælper på Skovgården, hvor 160 fysisk og psykisk handicappede voksne er beskæftigede.
Det er fredag formmiddag, og der er fuld skrue fra musikværkstedet. Alligevel er der ingen problemer med at høre Oles dunderrøst ude på gangen.
13 år i skibsindustrien gør dig både halvdøv og lærer dig at tale højt, siger han.
Du er fyret!
Den første gang Ole trådte gennem Lindøværftets store jernport var den 19. januar 1998. Han var allerede uddannet klejnsmed og havde arbejdet et år, inden han søgte stillingen som svejser på Lindø.
Egentlig kunne det have været historien om Oles arbejdsliv. Men i August 2009 trommede ledelsen de ansatte sammen. Skibsværftet lukkede.
”Jeg tænkte dumme svin. Det kan de sgu ikke være bekendt. Der var næsten 3.000 mand. Folk var gift. Havde børn og hus,” fortæller Ole.
”Det var skræmmende at gå derfra. Alle tænkte: fuck, hvad skal der ske med mig. De fleste kunne ikke andet end at svejse og bygge skibe. Mange af de andre havde aldrig arbejdet uden for hegnet.”
[pagebreak]
Vejen væk
Ole rager et godt stykke op over de fleste, der passerer ham og Lise. Selv om turen til Skovgårdens kantine kun er nogle hundrede meter, når han at uddele bjørneagtige kram til to af stedets brugere på vejen derhen.
Det sker eksempelvis, da Jan med downs syndrom, råber ’heeej Oleee, min ven’, og fortæller, at han har savnet Ole.
Omsorgsrollen lader til at komme naturligt. Men at passe på udviklingshæmmede voksne, er ikke det første, der falder én ind, når man har været svejser halvdelen af sit liv, siger Ole.
Flere af de gamle kollegaer tog efteruddannelser, der satte dem i stand til at arbejde offshore i Nordsøen, eller prøvede på andre måder at blive inden for deres fag.
Overvejede at blive vagt
Ole var overbevist om, at han måtte satse på noget helt andet, hvis han skulle finde et job i konkurrence med de øvrige flere tusinde skibsbyggere, der også havde mistet deres levebrød på Fyn.
”Jeg tænkte meget på at blive lokofører. Så tænkte jeg på at blive vagt og tog faktisk vagtbeviset. Men så gik det op for mig: Ole, du er et socialt væsen. Er du vagt, er du alene om natten. Og er du lokofører, sidder du alene i enden af et tog,” fortæller Ole.
Da svogeren valgte at uddanne sig til pædagogisk assistent, fangede det hans interesse. Selve pædagoguddannelsen ville kræve HF eller lignende. Det ville betyde, at han kun fik SU, og det kunne familiens budget ikke klare.
Faldt 10.000 kroner i løn
Ole fik en aftale i stand med Region Syddanmark. Han kunne tage uddannelsen som pædagogisk assistent som voksenelev med en månedsløn på cirka 19.000 kroner om måneden, hvis han sørgede for at skaffe sig 52 ugers erhvervserfaring først.
Af den grund endte han med at arbejde med udviklingshæmmede som Lise og Jan. Og om få uger skal han starte på uddannelsen.
På Lindøværftet tjente han 28.600 kroner om måneden. Med et stramt budget er det lykkedes Ole og hans kone, Jannie, at beholde huset og bilen og stadig sætte mad på bordet foran deres to piger, Simone på seks år og Liva på fire.
"En lettelse”
Ole stoppede på Lindøværftet en fredag i februar måned sidste år. Mandagen efter mødte han ind til sit nye liv som pædagog på Skovgården.
”Jeg kan tydeligt huske den sidste gang, jeg gik ud af den store port. Tristheden handlede om alle de gode kollegaer, der ikke vidste, hvad de skulle,” siger Ole.
”Jeg var en af de få, der vidste, præcis hvordan de næste par år ville se ud, og hvorhen det gik. Det var en lettelse at forlade stedet med den viden i baghovedet,” fortsætter han.
Fødselsdag, brunsviger, slips og cola
I kantinen, hvor Lise henter en kop te og sin frokost, er to håndværkere i færd med at arbejde på loftet. Ole står et fuldt minut og betragter arbejdet.
Så afbrydes han af Lars, der inviterer ham til fødselsdagsfest. De skal have brunsviger, lover Lars. Jan vil vide om Ole ejer et slips – ellers vil han gerne forære Ole et af sine.
En tredje kvinde, der også er udviklingshæmmet, spørger om Ole kan få skruelåget op på hendes cola.
”Svup,” lyder det, da Ole krammer skruelåget op.
Smal sag for en gammel svejser.