Flygtninge skal fortsat have mulighed for at uddanne sig og komme ind på arbejdsmarkedet, mens de er i Danmark.
Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der torsdag besøger den aarhusianske softwarevirksomhed CloudPartners.
Her har en pakistansk og en syrisk flygtning som de første fået papirer på, at de har bestået den toårige integrationsuddannelse (IGU).
En uddannelse, som regeringen lancerede i 2016 som led i en trepartsaftale med arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
- Jeg har den holdning, at så længe en flygtning er i Danmark, så skal vedkommende forsørge sig selv.
- Og når vi har nogle meget strikse krav til de flygtninge, der kommer, så skal vi også give dem mulighed for, at de også reelt kan komme ind på arbejdsmarkedet. Der er IGU en rigtig god mulighed, siger Inger Støjberg.
Uddannelsen blev etableret som en forsøgsordning, der udløber næste sommer.
Dansk Folkeparti vil have den afskaffet eller indskrænket.
- Vi tror ikke, at det virker. Det har været et stuntnummer om, at vi godt kan få integration til at fungere, ligesom over 20 andre integrationsplaner, siger partiets integrationsordfører, Martin Henriksen.
Men ministeren har et andet syn på ordningen.
- Jeg synes, det har været en succes. Over 1500 er kommet i gang med den, og nu begynder de første at afslutte uddannelsen.
- Vi kan se, at alle de tiltag, vi har taget, samlet set har betydet, at langt flere flygtninge og familiesammenførte til flygtninge er ude på arbejdsmarkedet nu end tidligere.
- Derfor mener jeg, at IGU og de andre ordninger har været en succes til at få flere flygtninge til at forsørge sig selv, siger Inger Støjberg.
Uddannelsen skal dog ikke være ensbetydende med, at man også får permanent ophold i Danmark, siger hun.
- Flygtninge skal hjem igen, når der ikke længere er behov for vores beskyttelse. Men så længe de er her, så skal de forsørge sig selv og ikke lægge samfundet til last, siger Inger Støjberg.
Der er registreret 1616 igangværende IGU-forløb i 94 kommuner. De fordeler sig på 999 virksomheder.
Lidt over halvdelen af deltagerne er fra Syrien. Forløbene er hovedsageligt inden for offentlig forvaltning, detailhandel, transport og godshåndtering.
/ritzau/