Der skal slås hårdt ned over for bilister, der kører hensynsløst og bringer andre menneskers liv i fare.
De værste fartbøller skal direkte i fængsel. Og bilen, der bruges til såkaldt vanvidskørsel, skal konfiskeres. Uanset at bilen er ejet af en anden end føreren.
Det er nogle af de centrale dele af et udspil mod vanvidskørsel. Det har regeringen præsenteret torsdag.
- Vanvidskørsel er bundegoistisk, meningsløs og livsfarlig adfærd, som i for lang tid har fundet sted på de danske veje, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.
I dag kan politiet inddrage kørekortet på stedet, når en bilist, der træder for meget på speederen, stoppes. Men det skal altså fremover være et krav, at politiet inddrager kørekortet, mener regeringen.
Vanvidskørsel kom meget i fokus sidste år. Her mistede en 35-årig politibetjent, der ikke var på arbejde, livet på Langebro i København efter hensynsløs kørsel fra en anden bilist.
Står det til regeringen, ryger en bilist direkte i fængsel, første gang han eller hun kører alt for stærkt.
Hastigheder over 200 kilometer i timen skal udløse 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum tre år, lyder det.
Hvis en bilist overskrider en hastighedsgrænse med 100 procent og samtidig kører mere end 100 kilometer i timen, har det samme konsekvens. I dag udløser det maksimalt en bøde og en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Men det får ikke den store effekt at sende de bilister, der kører hensynsløst, i fængsel i 20 dage. Det mener Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening.
- Selvfølgelig har regeringen gang i de store armbevægelser. For de ved, at det giver store overskrifter, når de siger, at vanvidsbilisterne skal længere tid i fængsel. Men jeg tvivler på, at det får nogen effekt, siger han.
Ifølge justitsministeren handler det dog lige så meget om at vise, at vanvidskørsel ikke hører til i samfundet.
- Det er den klassiske diskussion, om straf virker. Vi ved under alle omstændigheder, at det her er et signal om, hvor meget vi som samfund tager afstand fra den adfærd, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/