Ritzau
Opdateret kl. 02:07
Mindst ni bygningsarbejdere er omkommet i Colombia, da en endnu ikke færdigbygget bro mandag styrtede delvist sammen.
Mindst fem andre arbejdere er kommet til skade i ulykken.
Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
CNN Español citerer civilforsvaret i Colombia for, at der er mindst ti dræbte.
Mellem 20 og 30 personer befandt sig på broen, da ulykken skete midt på dagen lokal tid, skriver avisen El Tiempo.
Broen skulle være en del af en motorvej, der forbinder hovedstaden Bogota med byen Villavicencio.
Ifølge billeder på CNN's hjemmeside er der tale om en hængebro, hvor vejbanerne er ophængt i kabler.
Cirka halvdelen af konstruktionen ser ud til at være styrtet ned i en kløft.
Årsagen til sammenstyrtningen er ved at blive undersøgt, oplyser Reinaldo Romero, der er chef for katastrofeberedskabet i provinsen Meta, til Reuters.
Broen ligger nær byen Guayabetal i den centrale del af Colombia.
Colombias transportminister, German Cardona, besigtigede få timer efter ulykken omfanget af skaderne fra luften, hvorefter han talte med redningsmandskabet på jorden, skriver Reuters.
/ritzau/