Drabet på en kollega for to år siden skabte en masse omtale af Lindegården, og politikerne lovede bod og bedring. Men siden er forholdene for ansatte og beboere blevet værre, mener psykiatri-ansat og siger op.
Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist ved Fagbladet FOA
Anee@foa.dk
For to år siden blev en kollega dræbt på institutionen Lindegården ved Roskilde. Og Mia Kristina Hansen blev efterfølgende selv udsat for flere voldelige overfald. En dag tog hendes 15-årige søn fat i hende.
- Han sagde: 'Mor nu stopper du med at arbejde der. Hver gang du går på arbejde, frygter jeg, at du ikke kommer hjem igen', fortæller 53-årige Mia Kristina Hansen til Fagbladet FOA.
Mia Kristina Hansen var enig med sin søn. Hun burde stoppe, for arbejdet sled på hende og familien.
Læs Mias seneste blog til Avisen.dk
Alligevel kom opsigelsen først i marts i år - godt to år efter drabet på hendes 57-årige kollega Vivi Nielsen. For Mia Kristina Hansen holdt af sit arbejde og håbede, at hvis hun og kollegerne stod sammen, så ville forandringerne komme.
Forandringerne forsvandt igen
Forholdene på Lindegården blev da også forbedret kort efter drabet i 2016.
- Efter drabet på Vivi fik vi en højere normering i 2016 og 2017, men de penge er der ikke mere. Og nu oplever jeg, at man sparer igen. For at passe på mig selv og min familie, har jeg sagt op med virkning fra den 1. maj, siger Mia Kristina Hansen.
Hendes beslutning om at opsige sit job kan virke indlysende - for hvem har lyst til at blive udsat for den konstante trussel om vold på en arbejdsplads, hvor en kollega allerede er blevet dræbt?
Alligevel har beslutningen ikke været let. Da Fagbladet FOA taler med hende, bryder hun flere gange under interviewet sammen i gråd. For, som hun gentagne gange understreger, så elsker hun sit arbejde i psykiatrien. Hun kan bare ikke holde til det.
Psykiatrien er presset
Mia Kristina Hansen oplever, at situationen på Lindegården er et symptom på et psykiatrisk system, der gradvist bliver tvunget i knæ af flere syge patienter og færre ressourcer.
Psykiatrien er lidt ligesom at være i et voldeligt ægteskab, hvor grænserne langsomt flytter sig, og til slut er det, der engang var unormalt, blevet normalt.
Eksempelvis oplever hun - som det var tilfældet med Vivi Nielsens drabsmand - at det er svært at få syge beboere indlagt. Og når de indlægges, bliver de kort efter udskrevet, fordi der er flere akut syge patienter, end der er hospitalssenge.
Læs mere om Mia og besparelser på psykiatrien her
- Den anden dag kunne jeg se, at et hus var rødt (højeste sikkerhedsniveau på Lindegården, red.). Så bliver personen indlagt i psykiatrien. Så går der nogle timer, og så skriver man igen fra det hus, at nu er personen ude igen. Det er voldsomt frustrerende at opleve, siger hun.
Hun fortæller, at det endte med, at tre køretøjer fra politiet et par dage senere måtte rykke ud til Lindegården og tvangsindlægge samme beboer, fordi han var blevet for syg.
Hendes oplevelse med det øgede antal genindlæggelser underbygges af tal fra regionerne. Fra 2012 til 2016 steg antallet af genindlæggelser således med rundt regnet 3.000 fra 40.604 til 43.598.
Et voldeligt ægteskab
Når Mia Kristina Hansen i dag tænker tilbage på sin tid på Lindegården, kan hun undre sig over, at hun og kollegerne ikke allerede før drabet sagde fra over for den gradvis forråelse af arbejdsmiljøet.
- Allerede før drabet havde personalet et ønske om, at der skulle laves om på tingene. Der var brug for en højere normering og flere ressourcer, siger hun.
Men som menneske er det svært at opfatte de gradvise normskred, der sker omkring en.
- På den måde er psykiatrien lidt ligesom at være i et voldeligt ægteskab, hvor grænserne langsomt flytter sig, og til slut er det, der engang var unormalt, blevet normalt, siger hun.
Christiansborg har svigtet
At grænsen for længst var overskredet blev tydeligt for selv de mest sparelystne politikere, da Vivi Nielsen om aftenen den 25. marts 2016 åndede ud efter at være blevet overfaldet.
Siden da er presset mod bosteder og psykiatriske hospitaler vokset. I 2012 var der eksempelvis 123.790 patienter i psykiatrisk behandling. Ved udgangen af 2016 var samme tal 148.544. Det viser regionernes benchmarkning af psykiatrien.
Særligt stigningen i gruppen af psykisk syge misbrugere - som Vivi Nielsens drabsmand hørte til - bekymrer Mia Kristina Hansen. Denne gruppe har brug for særlig stor hjælp, hvis man skal forebygge, at de bliver til fare for sig selv eller andre.
- Det er, som om politikerne på Christiansborg ikke forstår alvoren i det her. De fem drab på ansatte i psykiatrien er jo en konsekvens af et politisk svigt. Det er jo ikke kun ansatte, der bliver dræbt. Der findes jo masser af eksempler på, at syge borgere tager livet af sig selv, fordi de ikke kan få hjælp. Det synes jeg ikke som samfund, at vi kan være bekendt, siger hun.
Selvom Mia Kristina Hansen stopper på Lindegården, fortsætter hun med at blande sig i debatten om psykiatrien.
- Jeg er jo formand for foreningen for Børn med Angst, og vi er en del af SIND. Gennem foreningsarbejdet vil jeg kæmpe for bedre forhold i psykiatrien, siger hun.
Kommune: Psykiatrien skal løftes
Det er Københavns Kommune, der har ansvaret for at drive Lindegården. Socialborgmester i hovedstaden er Mia Nyegaard (R). Hun erkender, at normeringerne efter efter et løft i 2016 og 2017 nu er tilbage til niveauet før drabet på Lindegården.
"Det er korrekt, at serviceniveauet pr. borger på Lindegården er på samme niveau i dag som i 2015. Men siden drabet har vi helt konkret flyttet de borgere, som var sværest at håndtere, og vi har indført metoder og værktøjer til at forebygge og håndtere konflikter," skriver Mia Nyegaard til Fagbladet FOA.
Mia Nyegaard oplever ligesom Mia Kristina Hansen, at det er blevet sværere at få syge borgere indlagt i psykiatrien, og gruppen af alvorligt syge borgere er vokset. Hun opfordrer derfor de ansvarlige politikere til at mødes og finde en løsning.
"Helt generelt er der brug for flere penge til psykiatrien. Det nuværende niveau er simpelthen ikke godt nok. Derfor mener jeg, at området helt grundlæggende skal have et løft. Det er et fælles ansvar for Folketinget, regioner og kommuner. Vi skylder i fællesskab en løsning," skriver Mia Nyegaard.