Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
JEG OPLEVER, AT DER ER BLEVET HELT STILLE i forhold til de forslag om konkrete handlinger, som Regeringen kom med, efter at min kollega Vivi blev nummer 5 på listen, over ansatte i psykiatrien, som er blevet dræb i tjeneste. Det er en stilhed der gør mig nervøs. Jeg er bange for at hvis ikke at forholdene i psykiatrien ændres, så vil vi opleve endnu et drab.
Til daglig kan jeg godt føle mig alene i min kamp, som handler om at forbedre de generelle vilkår i psykiatrien. Jeg tænker, at alle bliver trætte af at høre dem selv gentage sig selv, og derfor langsom tier stille, og lærer at leve med den kendsgerning, at de vilkår der er nu, koster menneskeliv.
Men inderst inde ved jeg godt, at jeg kke er alene. Jeg ved at jeg har en kollega i København, Lene Reinseth Kochher, også prøver at råbe op. Her er hvad hun blandt andet har skrevet, i sit nyeste blogindlæg:
"JEG ER ERSTATTELIG PÅ MIN ARBEDSPLADS, der blot vil ansætte en ny som med tiden vil overtage mine funktioner.
Men som mor, hustru, søster og datter vil jeg til enhver tid være uerstattelig
Tiden der er passeret siden Vivis tragiske død, har været en periode med stor sorg for hendes efterladte, men i høj grad også alle kollegaerne.
Det har givet et sug i maven hos størstedelen af de ansatte indenfor området, og mange har som jeg selv overvejet hvorvidt jobbet er denne risiko værd.
At risikere sit liv ved at tage på job velvidende, at forholdene er uacceptable og kritiske mange steder. Forvaltningen sprang op af stolene, store ord blev drøftet i regeringen og medierne holdt et skarpt nyhedsdække på vores arbejdsforhold
Det giver derfor en bitter smag i munden som ansat, at lytte til den infame stilhed der er her i eftermælet.
OM JEG KIGGER RUNDT PÅ OMRÅDET med et fagkritisk blik, så er der blot iværksat en masse nye sikkerhedstiltag som på den lange bane har besværliggjort mit arbejde.
Men jeg ved da godt, at jeg bare er en i mængden af ansatte indenfor socialpsykiatrien, der med lethed kan erstattes.
Dette bevirker at jeg går stille med dørene og når arbejdstilsynet kommer krydses, der fingre for en grøn smiley. For jeg ved jo godt at alt andet vil betyde endnu flere håbløse tiltag, der ikke mindsker risikoen for jeg bliver slået ihjel. Men den vil med stor sandsynlighed øge afstanden mellem borgerne og jeg.
Refleksionen og ikke mindst retfærdiggørelsen overfor mine kære derhjemme, min mand og børn. Hvorfor jeg trods faren ved at tage på job, alligevel vælger at møde op hver dag.
DET HAR IKKE VÆRET MULIGT, at finde et argument der kan opveje savnet og sorgen de vil stå med. Vidende om at jeg betalte med mit liv for, at beholde mit job i det skæve hus på Nørrebro. Men er det mit liv værd, det tænker jeg aldrig det vil være.
Så hvorfor finder jeg ikke bare et andet job, indenfor et andet felt i stedet for hele tiden, at brokke mig og råbe op.”
Jeg håber og ønsker, at der er flere ansatte i psykiatrien, der vil blive ved med at råbe op, og gøre politikerne opmærksom på, at forholdene i psykiatrien stadig er farlige for alle.
Der er ikke sket konkrete handlinger der har ændret på noget, siden de 5 drab på ansatte. Vi må gøre opmærksom på, at så der skal være sengepladser og personale nok til, at mennesker der bliver psykisk syge kan få den rette behandling, så de ikke bliver til fare for dem selv og andre. I fælleskab kan vi gøre en forskel, og gøre psykiatrien et trygt sted at være for alle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.