Mit navn er Mette Schak Dahlmann, og jeg arbejder som murer, hvilket jeg er stolt af. Jeg har noget på hjertet, og derfor slår jeg et slag for bedre arbejdsmiljø og mere mangfoldighed. Det gør jeg ved aktivt at bruge min stemme i den offentlig debat. Jeg forsøger at skabe forandring og rykke status quo ved at sige noget, som er anderledes og noget som er nyt, fordi jeg hader uretfærdighed og ulighed!
Fra murerhallen på teknisk skole til FN's kæmpe sal i Geneve. Med direkte livestream verden over.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en helt almindelig dansk murer som mig ville blive inviteret til 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Samt 100-året for ILO, den internationale arbejderorganisation under FN.
Her var jeg inviteret, på scenen med kendte og prominente personer fra hele verden. Som den eneste ukendte, og som en helt almindelig arbejder, sad jeg på scenen - sproget var engelsk, og ellers var der tolk i øret.
Uanset hvilket sprog, der skal tales, ja, så er mine sprogfærdigheder ikke noget at prale af. Derudover vidste jeg, at det blev livestreamet over hele verden. Det gjorde mig ikke mindre nervøs!
Jeg var den eneste, som ikke var erfaren på de bonede gulve ...
Men jeg var også inviteret for at være mig selv. Blot fem minutter inde i seancen, hvor jeg mødtes med verdens-stjernerne, ja, så blev min plads ændret på podiet. Jeg skulle ikke længere sidde ude i siden, men derimod i midten med generalsekretæren samt dagens hovedperson: Den Oscar-nominerede skuespiller, Yalitza Aparicio Martínez.
Protokoller, jakkesæt, medier, og topledere - og ja, så var der mig. Jeg var i sorte bukser, en sort, almindelig t-shirt, samt hvide Nike-sko. Jeg havde rullet godt op i mine ærmer, så mine elskede "tusser" kunne ses!
Mine ord betød mindst ligeså meget som de kendtes. At sidde med foran hele verden og modtage klapsalver, hver gang jeg havde sagt noget højt, til at alle bagefter ønskede billeder sammen med mig - det var helt ubeskriveligt.
Det, jeg vil sige, er, at selvom vi er helt almindelige arbejdere, så kan vi sagtens blive hørt.
Vi har alle noget på hjerte, men ved I hvad? Vi har også hver især en stemme.
Vi er arbejderne på gulvet. Det er os, som er derude. Derfor er det vores historie, vores sandhed, som der skal lyttes til!
Men det kræver, at vi bruger vores stemme - og fagbevægelsen.
Jeg er et eksempel på, at en helt almindelig borger bruger sin stemme. Den stemme trængte igennem til hele verden.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.