Venstre bør overvejer at lave en ommer på partiets udspil til efterårets forhandlingerne om en reform af beskæftigelsessystemet.
Det siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), efter at en analyse fra KORA viser, at arbejdsløse får job en anelse hurtigere via kommunale jobcentre frem for, hvis de får hjælp hos en privat aktør.
Helt præcist er de kommunale jobcentre to uger hurtigere end det private alternativ, viser analysen fra KORA, der står for Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
Og det bør mane til eftertanke hos Venstre, mener beskæftigelsesministeren.
- Jeg vil opfordre oppositionen til at læse rapporten, da jeg kan forstå på Venstres udspil til en ny beskæftigelsesindsats, at man har meget store politiske forhåbninger til effekten af private aktører. Rapporten bør mane til eftertanke, siger hun.
Venstres udspil går blandt andet ud på, at ressourcestærke ledige selv skal kunne vælge, om man vil have hjælp til at finde arbejde gennem det lokale jobcenter, andre jobcentre eller private aktører.
Desuden vil partiet kun udbetale penge til de private aktører, hvis de rent faktisk er i stand til at skaffe de ledige et varigt job.
- Rapporten rejser en reel kritik af den tidligere regerings ihærdige forsøg på at få beskæftigelsesindsatsen baseret på private aktører. Rapporten viser, at det ikke førte til bedre resultater. Tværtimod, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at hun ikke er ude i et ideologisk felttog mod private aktører.
- Jeg har ikke ideologiske præferencer, når det gælder, hvem der skal løfte opgaven. For mig er det vigtigste at have fokus på kvaliteten og indholdet i indsatsen, og at de ledige kommer i varig beskæftigelse, siger hun.
/ritzau/