Vi bombarderes med fristende jule-lånetilbud.
Og mange hopper på de hurtige lån, selvom renterne er så svimlende høje, at tilbagebetalinger ofte ender som en kedelig sag i RKI.
Derfor indleder Forbrugerrådet nu en jagt på Danmarks mest elendige julelån, hvor de mest aggressive og grådige lånehajer 12. december vil blive hængt ud på en liste. Og danskerne kan selv være med til at angive de mest glubske hajer.
- Problemet er, at der i øjeblikket er rigtigt mange penge at tjene for de selskaber, der låner penge ud. Alene i år har der været en vækst på to milliarder kroner, oplyser Forbrugerrådet.
Mybanker.dk, der overvåger renter og gebyrer i banker og finansieringsselskaber, har imidlertid allerede fundet et par kandidater, som ser ud til at kunne levere helt igennem elendige julelån.
Øverst på listen ligger finansieringsselskabet SMS Kviklån, hvor man lynhurtigt kan skaffe sig selv et lån på mellem 500 og 2.000 kroner.
Nu er det slut med at være flad , lokker finansieringsselskabet SMS Kviklån, der reklamerer med ingen renter , men derimod et lånesagsgebyr. Officielt er de årlige omkostninger i procent 35, hvis du betaler tilbage på 14 dage. I virkeligheden er det meget værre, mener Mybanker.dk.
Hvis man på et år låner 500 kroner 26 gange - altså 13.000 kroner - hos SMS Kviklån er de årlige omkostninger før skat på 538.361 procent. Hos Cash1970 er de årlige omkostninger 13.212 procent for et tilsvarende lån .
Men andre hurtiglån kan også være med. Minilaan.dk, Dan-Aktiv og Veko ligger også i den tungeste ende, hvor de årlige omkostninger ligger omkring 30 procent, hvis man låner 8.000 kroner.
Ifølge Forbrugerrådet er der mindst to alternativer til de dyre lån: Køb ikke julegaver, som du reelt ikke har råd til. Hvis du ikke kan lade være, så lån pengene i banken, hvor man kan finde kassekreditter med årlige omkostninger på under otte procent.