En gang i mellem bliver politiet lidt overraskede over, hvad danskerne kan finde på at foretage af anmeldelser.
Senest har en ung mand fra Århus valgt at melde sin pusher til politiet. Det skete efter, at et hurtigt forsøg på indkøb endte galt.
I nat forsøgte han at købe kokain af en pusher. Men da den unge smagte på stoffet og ikke kunne lide det, blev det for meget for pusheren.
"Han griber fat i køberen og tager kvælertag på ham. Og for at slippe ud, giver han pusheren 200 Euro, som han har i sin pung. Herefter bliver han losset ud af bilen, der kører væk," fortæller Michael Larsen, vagtchef hos Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet forsikrer om, at sagen bliver betragtet som et almindeligt røveri, selvom man i teorien godt kan straffe den unge mand for at købe kokain.