Medie: Kendt radiovært smuglede narkotika til Bornholm

René Fredensborg. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Radio24syv fyrer den kendte journalist og radiovært René Fredensborg.

Radio24syv har fyret den kendte journalist og radiovært René Fredensborg.

Det meddeler mediets chefredaktør Jørgen Ramskov. Til B.T. ønsker chefredaktøren ikke at kommentere fyringen yderligere.

René Fredensborg var til daglig vært på programmerne ’Forældreintra’ og ’René Linjer’, men han fratræder nu sin stilling med øjeblikkelig virkning.

René Fredensborg kom sidste år i vælten, da han skrev en klumme i Berlingske, hvor han kom med meget lidet flatterende beskrivelser af danske kvinder. Her skrev han blandt andet:

”Vi er nogle, der drager mod øst, fordi danske kvinder er umulige at have med at gøre”.

I klummen fortalte han også om forholdet til sin kæreste, Shine, som er fra Filippinerne. Hun er uddannet og arbejder som sygeplejerske og taler flydende engelsk. I klummen afslørede radioværten også, at Shine vasker hans tøj i hånden og sågar hans underbukser. 

René Fredensborg er kendt som en provokerende journalist, der udfordrer faget. Mellem jul og nytår tog han og de andre paneldeltagere i programmet ’René Linjer’ det ulovlige, hallucinerende ecstasy-stof MDMA.

Smuglede stoffer

BT erfarer, at radioværten skulle være blevet fyret, fordi han smuglede stoffer med til det netop overståede Folkemøde. Ifølge mediets oplysninger skulle René Fredensborg have gemt "hash og andre stoffer" i Radio 24syvs autocamper før afgang til solskinsøen, hvorefter to uforvarende kolleger kørte autocamperen til Bornholm via Sverige.

Hverken René Fredensborg eller Jørgen Ramskov har nogle kommentarer til BT, mens Bornholms Politi ikke har kunne oplyse, hvorvidt radioværten er sigtet for noget.