- Når man var inde ved ham, og han greb fat i en og slog, kunne vi ikke nå telefonen. Og der var ikke nødkald på, så vi skulle ringe op. Vi havde heller ikke alarmer. Derfor måtte man bare råbe så højt, man kunne, hvis der var nogen i nærheden.

Det lyder som noget fra et mareridt. Men det er det ikke. Det har været hverdagen for 61-årige Mary Flensborg, der har arbejdet på Plejecenter Kildegården i Skanderborg i tre år. Her passede hun de borgere, der lider af en demenssygdom.

- De er skønne mennesker. På nær de udadreagerende. Men vi skal jo forstå, at de er syge mennesker. De kan ikke gøre for det, siger hun.

Mary Flensborg stoppede med at arbejde på plejehjemmet tidligere på året.

Om natten har man ondt i maven

For mange af de ansatte på landets plejehjem er det især, når de er alene med udadreagerende demente, at det går galt. En ny undersøgelse, som FOA har foretaget på vegne af Avisen.dk, viser, at 21 procent af de ansatte på plejehjem arbejder alene med udadreagerende borgere dagligt. Og af dem oplever 26 procent vold hver dag.

For Mary Flensborg var det især om natten, at volden skete. Her var de nemlig kun to på arbejde. En på hver af de to afdelinger.

- Om natten går man alene. Det er ikke betryggende. Hvis en er stukket af, så skal man løbe rundt og finde ham uden at vide, hvilket humør han er i. Så man går altid med ondt i maven. Man ved ikke, om man får en knytnæve. Det er utrygt, siger hun.

Hvis de to nattevagter skulle gå sammen, ville der være en masse borgere, de ikke kunne nå at pleje. Den situation opstår, når en udadreagerende forsvinder eller bliver aggressiv og kræver begge nattevagternes opmærksomhed.

- Så ligger de andre bare i deres våde og snavsede bleer hele natten. Det gør nattevagten rigtig ked af det, hvis det sker. Men vi andre forstår godt hvorfor. Det hjælper bare ikke de demente borgere, der ikke kan sige noget, siger Mary Flensborg.

"Når øjnene flakker, skal man trække sig til side"

Hun tror på, at hvis de var flere ansatte, så ville de nemmere kunne dække hinanden ind og afværge en stor del af volden.

- Hvis vi er to eller flere, kan vi nå at stoppe det. For du kan se det på deres væremåde og i deres øjne, når de skifter og bliver aggressive. Hvis øjnene flakker, så ved man godt, at man lige skal trække sig til side. Men det kan man ikke, hvis man står med ryggen til hos en anden borger. Så får du altså bare en, siger Mary Flensborg.

Om dagen var de seks ansatte til at passe 30 borgere. Om aftenen fire. Det betød at de ikke havde tid til at udføre deres opgaver i ro og mag, og det gjorde de demensramte utrygge.

- Vi har ikke tid til at gøre tingene i deres eget tempo, så vi bliver nødt til at skære igennem og sige, at nu gør vi sådan og sådan. Og så bliver nogle af dem sure. Men det ville jeg sgu også blive. Vi er der ikke på deres præmisser, og det gør dem frustrerede, siger hun.

Mary Flensborg ville ønske, der var overskud til, at de ansatte kunne hygge mere med borgerne. For hvis de gjorde det, ville også de udadreagerende blive mere rolige.

- Nogle gange kan man undgå volden ved at sige; ”kom her, lad os tage en kop kaffe og hygge lidt”. Der er så mange, der er taknemmelige for bare et lille knus og noget kærlighed, siger hun.