Den tidligere tv-vært Maria Hirse er blevet idømt tre måneders betinget fængsel for hæleri.
Det har Retten i Helsingør afgjort, skriver B.T.
Maria Hirse, der nu hedder Mariia Madeleine Sea Svensson, er desuden dømt til at udføre 80 timers samfundstjeneste.
Ifølge avisen har retten dømt hende for hæleri for mindst 70.000 kroner.
- Retten har fundet frem til, at du havde kendskab til det. Vi har lagt vægt på, at du boede der og har afgivet skiftende forklaringer.
- Der er også på ejendommen fundet fire koben, og de her handsker, der blandt andet bliver brugt til indbrud, siger dommeren ifølge B.T.
I sagen var to andre tiltalt. En 46-årig mand frifindes, mens en 24-årig straffes med ti dagbøder på hver 200 kroner.
Maria Hirse oplyser umiddelbart efter dommen, at hun vil anke til landsretten.
Hirse blev kendt i den brede befolkning, da hun i 1995 vendte bogstaver som medvært på tv-programmet "Lykkehjulet".
/ritzau/