Wikileaks-soldaten, der nu går under navnet Chelsea Manning, har bedt om at blive benådet af den amerikanske præsident, Barack Obama.
Soldaten blev for nylig idømt 35 års fængsel for det største læk af fortrolige dokumenter i USA's historie. Men nu håber hun på at blive løsladt:
- Menig Mannings anmodning om benådning blev sendt i dag af vores kontor, siger advokat David Coombs på Twitter tirsdag.
Advokaten indikerede allerede i forbindelse med dommen 21. august, at han ville søge en benådning til Manning, der er en tidligere efterretningsanalytiker i den amerikanske hær.
Ved tidspunktet for dommen havde Manning fornavnet Bradley og var en mand, men på grund af hormonbehandlinger og et ønske om en kønsskifteoperation har Manning skiftet fornavn til Chelsea og bedt offentligheden respektere valget om at blive kvinde.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International opfordrer Obama til at være imødekommende over for Mannings ønske og tilføjer, at dommen over soldaten er en "skamplet" på menneskerettighedsområdet for USA.
- Præsident Obama bør benåde Manning, beskytte whistleblowers og tage ansvar for forbrydelser, som dem Manning afslørede, lyder det fra Amnesty.
/ritzau/AFP