Mand sigtet: Grov vold og voldtægt af kvinde

Krimi
En mand blev mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, fordi han ifølge politiet har udsat en 22-årig kvinde for grov vold og voldtægt. (Arkivfoto). (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)

Flere vidner i Nivå kontaktede søndag politiet og anmeldte vold mod en kvinde. En 27-årig mand er sigtet.

Efter et langvarigt forløb med vold mod sin partner er en 27-årig mand lillejuleaftensdag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Helsingør.

Manden sigtes både for grov vold og for voldtægt mod en kvinde på 22 år, men dommeren har kun fundet begrundet mistanke om vold, skriver det regionale medie sn.dk mandag.

Tidligere mandag har pressevagten ved Nordsjællands Politi fortalt om baggrunden for sagen.

- Søndag fik vi flere anmeldelser om, at en mand var ved at udsætte en kvinde for vold foran en opgang i boligkvarteret Nivåhøj i Nivå, siger pressevagten.

Politiet rykkede ud til området kort efter klokken 13, hvor den 27-årige blev anholdt.

- Han blev i første omgang sigtet for vold mod en kvinde, som han har en foregående relation til, oplyser politiets pressevagt.

Ifølge sn.dk har kvinden fortalt, at manden i de seneste måneder har slået hende med knyttet hånd. Han skal også have taget kvælertag på hende, ligesom han skal have truet med at hælde kogende vand ud over hende.

Fængslingen er fastsat til 14 dage.

/ritzau/