Fodboldklubben Malmö FF's administrerende direktør, Niclas Carlnén, vil ikke uddybe, hvorfor klubbens ledelse lørdag har valgt at fyre danske Allan Kuhn som klubbens cheftræner, tre uger efter han sikrede det svenske mesterskab.
I nyheden om fyringen på Malmös hjemmeside lyder det, at man søger andre lederegenskaber. Det vil direktøren ikke forklare nærmere.
- Vi har haft en fantastisk sæson, hvor vi vandt SM-guld, men vi føler, at vi, for at udvikle os mere, behøver yderligere træneregenskaber, siger direktøren til det svenske nyhedsbureau TT.
Kan du give et konkret eksempel?
- Nej, jeg går ikke i detaljer. Vi evaluerer konstant vores organisation, men det holder vi internt. Vores samlede vurdering er, at vi har behov for andre typer af lederskab, siger Niclas Carlnén.
Den svenske avis Expressen skrev fredag, at spillerne var utilfredse med danskerens ledelsesstil og taktiske evner.
Har der været en klage fra spillerne?
- Det vil jeg ikke kommentere. Vi har foretaget en samlet vurdering og er kommet frem til dette, siger Malmö-direktøren.
Allan Kuhn nåede kun at sidde på cheftrænerposten i Malmö i ti måneder, efter han overtog jobbet fra Åge Hareide, som i sin sidste sæson hos Malmö blot opnåede en femteplads i Allsvenskan.
- Man går altid ud fra et aktuelt behov, og ud for vores krav rekrutterede vi Allan inden sæsonen, fordi han dengang passede ind. Nu føler vi, at vi har et andet behov frem mod næste sæson, siger Niclas Carlnén.
/ritzau/TT