Mærsk Drilling, der udlejer borerigge og -skibe til oliebranchen, skal snart ud at måles og vejes på aktiemarkedet ved en kommende børsnotering. Torsdag kunne det sætte kursen mod markedets dom med et milliardoverskud i ryggen.
Torsdagens regnskab er første gang, Mærsk Drilling fremlægger sit eget selvstændige årsregnskab.
Regnskabet viser, at den kommende børsnoterede forretning skrumpede en smule i 2018.
Hvis man kigger ind i maskinrummet på driften, før der er betalt skat og renter eller foretaget op- og nedskrivninger, kan man finde et overskud på over fire milliarder kroner.
På bundlinjen er et større overskud, men resultaterne i både 2017 og 2018 er stærkt påvirket af henholdsvis nedskrivninger i 2017 samt tilbageførte nedskrivninger i 2018.
I forbindelse med regnskabet blev det også lagt frem, at selskabet ikke skifter navn, når det skilles ud af Mærsk-koncernen. Samtidig vil det beholde Mærsk-stjernen i sit logo.
Mærsk Drilling opererer i en borebranche, hvor der siden olieprisen faldt og de store olieselskaber mistede appetitten på nye investeringer i 2014-2015 har været mangel på arbejde for mange borerigge.
De seneste år har det været bedre, men der er fortsat en overkapacitet.
/ritzau/