Intet kan retfærdiggøre de voldsomme scener, der har udspillet sig i den franske hovedstad lørdag.
Det siger den franske præsident, Emmanuel Macron, efter demonstranter blandt andet har stukket ild til biler og kastet sten efter politiet i Paris.
- Jeg vil aldrig acceptere vold, siger Macron på en pressekonference.
- Ingen sag retfærdiggør, at myndigheder bliver angrebet, at forretninger bliver plyndret, at forbipasserende eller journalister bliver truet, eller at Triumfbuen bliver besudlet, siger han.
Macron lover, at de demonstranter, der står bag de voldelige uroligheder, "vil blive holdt ansvarlige for deres handlinger".
Præsidenten befinder sig i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, hvor han har deltaget i det netop afsluttede G20-topmøde.
I Paris havde de såkaldte "Gule Veste" indkaldt til demonstration i protest mod prisforhøjelser på brændstof.
De er utilfredse med de reformer, præsident Macron står bag.
Tusinder af mennesker deltog i fredelige demonstrationer over hele Frankrig. Men i Paris kom et par tusinde demonstranter i sammenstød med politiet, og derefter udviklede det sig voldeligt.
Protesterne er de mest voldelige, Paris har oplevet i årevis.
- Det har intet at gøre med fredeligt at udtrykke en legitim vrede, siger Macron på pressemødet i Buenos Aires.
Lørdag aften omkring klokken 20 meddeler politiet i den franske hovedstad, at det igen er ved at have kontrol over situationen.
/ritzau/
/ritzau/Reuters