REGERINGEN HAR NETOP LANCERET den første del af Sammenhængsreformen. Den skal sætte borgeren først i en mere sammenhængende offentlig sektor. Henover efteråret venter en række reformspor mere.

Forleden var jeg så heldig at drikke kaffe med innovationsminister Sophie Løhde. Vi fik en dialog om de praktiske udfordringer, der spænder ben for den del af sammenhængsreformen, som indebærer digitale løsninger.

Desværre støder ideen om at skabe bedre kernevelfærd gennem f.eks. dataindsamling og digitalisering sammen med virkeligheden ude på arbejdspladserne.  

Jeg tror, at mange offentligt ansatte kan nikke genkendende til de voksende, digitale dokumentationskrav, som ofte er både dyre, ubrugelige og tidskrævende. IT-løsningerne i den offentlige sektor kan simpelthen ikke følge med medarbejderne. Mange steder udvikler man egne systemer både manuelt og digitalt for at kunne udføre arbejdet tilfredsstillende. 

Jeg har adskillige eksempler på lærere, der skriver elev- og årsplaner eller fraværsregistrerer i deres egne systemer, fordi de dertil indkøbte systemer mangler en række funktioner for at understøtte arbejdet optimalt.

Derefter indtaster de det hele igen, så de efterlever kravene om digitalisering og dataindsamling til de kommunale statistikker. Samtidig er det hele ikke samlet i et system, og arbejdet foregår derfor på mange forskellige flader, som ikke taler sammen. 

DET GIVER MEGET DOBBELTARBEJDE og fjerner medarbejderen fra kerneopgaven til skrivebordet. Det fører indlysende til produktivitetstab. I virkeligheden kan man tale om, at den moderne teknologi fremstår aldeles gammeldags, når den dybest set ikke kan andet end at stjæle tid gennem systemer, som mest minder om fortidens regneark.

Konsekvensen er meningstab for medarbejderne. De resignerer og tøver med at udføre opgaverne. Det er efterhånden velkendt, når man taler med offentligt ansatte, at de har svært ved at få øje på sammenhængen mellem dokumentationskravene, og det som de selv vurderer som deres kerneopgave. 

Desuden er de digitale løsninger ikke særlig brugervenlige, da fx forældrene i skolen også forventes at tilgå de forskellige systemer. Resultatet er da også, at mange stopper med at følge med. De skal simpelthen orientere sig for mange steder. I forvejen er der flere, der længe har ment, at Forældreintra var mere end nok.

Der findes masser af mennesker med børn i skolen, som mangler ressourcer. Ikke alle kan læse. Nogle kan ikke sproget. Andre har ondt i livet og har svært ved overhovedet at få smurt en madpakke. De har ikke en realistisk chance for at orientere sig i den store informationsmængde, som kommer via mange kanaler. 

Ministeren betoner kommunernes lokale selvbestemmelse og ansvar i denne sammenhæng. Det er på mange måder godt.

DET EFTERLADER MIG DOG MED ET STORT SPØRGSMÅL: Hvilke muligheder har kommunerne, når der både er en økonomisk ramme, som begrænser muligheden for at indkøbe de bedste systemer samt et fluebensarbejde, der udspringer af lovgivningen om at indføre digitale løsninger, som slet ikke er udviklet eller ikke er udviklet godt nok til at styrke kerneopgaven?

Min store frygt er, at når regeringen fx vil etablere en enhed, der systematisk skal arbejde med benchmarking af kommuner og regioners opgaveløsning, så vil det forstærke problemet med digital registrering, som ikke er til gavn for medarbejderne og kerneydelsen. Den tilgodeser kun dataindsamling.

HVIS VI ØNSKER EN TIDSSVARENDE OFFENTLIG SEKTOR, skal medarbejderne - som i denne sammenhæng også er eksperterne - inddrages i udviklingen af IT-systemerne. En proces, der ikke må forhastes.

Der skal være økonomi til at indkøbe løsninger, som fungerer optimalt, ellers vil teknologien forsinke og forhindre kerneydelserne. Desuden skal man være bevidst om, hvad man måler, og hvorfor man måler, så det ikke bliver halen, der logrer med hunden.

Det er vigtigt, at medarbejderne får tid til at evaluere systemerne og har et sted, hvor de kan henvende sig, når det ikke virker. Både i forhold til det tekniske, men også i forhold til, hvorvidt det overhovedet giver mening at måle det pågældende område!

Vi må ikke glemme, at mange af svarene ligger hos de offentligt ansatte, som er den største uforløste ressource i velfærden i dag.  

Jeg er taknemmelig over, at ministeren ville lytte. Nu krydser jeg fingre for, at hun kan bruge mit bidrag.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.