Sagen og dommen over Inger Støjberg for at have handlet i uoverensstemmelse med loven, har vakt overskrifter og rejst debat. Senest er spørgsmålet blevet stillet om, hvorfor hun ikke også er blevet dømt for at have løjet i Folketinget.
Er det mindre vigtigt eller sagen uvedkommende, kunne man spørge, eller er det blevet sædvane siden dette emne ikke er kommet frem i forbindelse med skyldsspørgsmålet? Det er imidlertid ikke enestående, at en minister vildleder eller direkte lyver over for Folketinget.
Det mest fatale eksempel på en sådan vildledning af folket og af folketinget går tilbage til den rolle daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen spillede forud for beslutningen om at gå i krig i Irak, og hvor han mod bedre vidende i forbindelse med Iraks påståede masseødelæggelsesvåben hævdede, at det ikke er noget vi tror, men noget vi ved.
Den var også gal i fiskeriministeriet, hvor ministeren fik tildelt en stor næse på grund af sin håndtering af musling- og østerskvoter. Ministeren kvitterede med at tage næsen til efterretning og forsvarede sig med, at hun havde handlet i god tro og gjort det, som var aftalt. Den samme minister måtte tidligere trække sig som fødevare- og landbrugsminister, men kunne som bekendt nogle år senere vende tilbage til Folketinget og beklæde en ny ministerpost.
At få tildelt en næse og være nødt til at trække sig fra sin post synes ikke at have de store konsekvenser. Et iøjnefaldende og påfaldende træk ved Støjbergs måde at forholde sig til hele sagens forløb er hendes vedvarende insisteren på at have handlet i god tro. Hun var derfor også til det sidste overbevist om, at hun ville blive frifundet. Men blot det at indføre ordet ”barnebrude” vidner om at Støjberg har forskanset sig bag en fortælling, hun selv har skabt og troet på og derfor intet har haft at skjule. En sådan adfærd tyder på en form for benægtelse, som hun formodentlig ikke har været sig bevidst.
Begrebet om ond tro kan hjælpe til at trænge dybere ind i en sådan fordækt selvforståelse, som vi også finder i de ovennævnte eksempler på at tale mod bedre vidende. Med ideen om ond tro bliver det muligt at skelne mellem den simple løgn, og den løgn, der er vendt mod personen selv, og som føjer et moment af selvbedrag til den simple løgn, der altid er vendt imod en anden person.
Inger Støjbergs vedvarende påstand om at have handlet i god tro og hendes tilsyneladende overbevisning om, at hun vil blive frifundet forudsætter et sådant selvbedrag.
Med løgn mener vi almindeligvis, at den person, der lyver, er helt klar over, at han gør det og altså er bevidst om den sandhed, der skjules. Man lyver ikke om det, man er uvidende om. Man lyver heller ikke, når man videreformidler en fejltagelse, som man selv er blevet narret af. Man lyver med andre ord ikke, når det drejer sig om, at man har taget fejl. Den person, der gør sig skyldig i en banal løgn, har til hensigt at bedrage og skjuler denne hensigt for sig selv.
Men i virkeligheden sker det ret ofte, at løgneren bliver offer for sin egen løgn i den forstand, at han mere eller mindre selv tror på den. Det hænger sammen med, at løgnen er en social handling. Det er den anden, jeg lyver for, og idet jeg gør det, bekræfter jeg, at jeg skjuler mig eller skuler dele af mig selv overfor den anden. Jeg er med andre ord utroværdig. Efter som løgnen er en henvendelse til en anden, kan jeg så at sige afhænde løgnen, når jeg udtaler den. Jeg distancerer mig på en vis måde fra den og kan dermed lettere komme af sted med at lukke øjnene for dens implikationer.
Til forskel fra den banale løgn er der i fænomenet ond tro tale om, at den, der lyver, og den der lyves over for, er den samme person. Det kræver imidlertid noget helt særligt at lyve over for sig selv. I ond tro sker det, at den sandhed, jeg kender og lyver om i samme øjeblik, som jeg lyver, ophører med at eksistere. Resultatet af denne form for indre benægtelse er, at jeg kan komme af sted med at give det udseende af, at jeg handler i god tro.
Det drilske ved ond tro er, at det trods alt er en tro, og tro forbinder vi normalt med oprigtighed og tillid. Hvordan kan tro blive det modsatte? Det kan den fordi, der altid er en skrøbelig balance imellem tro og viden. I ond tro er et menneske parat til ofre den tvivlende søgen efter sand viden til fordel for en mere tvivlsom sikkerhed.
Den hårfine forskel mellem den banale løgn og fænomenet ond tro kan hjælpe til at differentiere mellem på den ene side den form for fortielse og fordrejelse, som vi kan iagttage, når politikere kniber uden om en sandhed, og på den anden side ond tro, hvor der ikke alene lyves overfor en anden, men også over for personen selv. Den banale løgn har imidlertid en tilbøjelighed til at undskylde sig selv og slette sine egne spor. Giver man efter for denne tilbøjelighed, medfører det for det første, at det bliver relativt omkostningsfrit at lyve og for det andet, at løgnen som tendens bevæger sig i retning af ond tro og med selvbedraget bliver til en særlig adfærd.
Vi kan stille os selv det spørgsmål, om en sådan adfærd baseret på ond tro er ved at etablere sig blandt de folkevalgte politikere og hermed tegner skyggesiden af den politiske retorik. Ond tro er ikke noget, man beslutter sig for. Man geråder eller falder i ond tro på samme måde, som man falder i søvn. Støjbergs vedvarende gentagelser af, at have handlet i overensstemmelse med danske værdier og hendes selvhævdende udsagn om at hendes hensigt har været at beskytte de unge piger – de såkaldte barnebrude illustrerer begrebet om ond tro, der skal forstås som overbevisninger hos et menneske, der med beslutsomhed og viljestyrke gennemtvinger sine overbevisninger uagtet, at de baserer sig på manglende vilje til at finde sandheden.
Den form for løgn, der er vendt mod personen selv, gør krav på en moralsk diskussion, der rækker langt ud over det politiske liv. Men det er ikke tilfældigt, at det er blandt politikere og de toneangivende og folkevalgte, at vi kan iagttage denne form for løgn.
Spin eller på dansk drejning er blevet en samlebetegnelse for professionel politisk debat. Retoriske manøvrer som fortielser, fordrejninger og affejninger har erstattet den argumenterende, åbne og demokratiske kommunikationsform. Når fortielsesteknikker bliver synlige i den politiske debat både fra Folketingets talerstol og i politikernes måde at debattere og kommunikere på, skabes en norm for, hvad der må regnes for forsvarlig og gyldig retorik også uden for den særlige politiske retorik.
Når løgnen – den banale og den, der er blevet betegnet som ond tro, bliver en del af den politiske retorik, mister retorikken sit oprindelige formål. Retorikken er den kunst at finde overbevisende argumenter. Retorikken fordrer ikke, at man siger hele sandheden. Man kan begrænse sig til at henvise til de dele af sandheden, der understøtter det standpunkt, man ønsker at fremme, ligesom det retorisk set er legitimt at undlade at henvise til kendsgerninger, der stiller modparten stærkt. Det er derfor helt i overensstemmelse med retorikken, at vi har en ministeransvarslov, der påbyder, at man taler sandt overfor Folketinget.
Løgn, fortielser og vildledninger er ødelæggende for demokratiet forstået som et kontraktligt forhold mellem det politiske system og befolkningen, der hviler på tillid, og en sådan tillid fordrer gennemsigtighed og åbenhed omkring politiske beslutninger. Når først fortielser, fordrejninger og løgne begynder at blive en del af den politiske retorik, mister det politiske system sin troværdighed, og personer, der handler i ond tro mister deres værdighed som politiker.
Judy Gammelgaard er lektor Emeritus, dr. phil. Foto: Privat