Frederik Løchte Nielsen kommer ikke til at spille Australian Open i januar med Wimbledon-makkeren Jonathan Marray.
Lige nu har den dansk-britiske succesduo ikke planlagt nogen turneringer sammen.
- Der er ingen planer. Vi tager det fra turnering til turnering, siger Frederik Løchte Nielsen.
- Jonathan er på udkig efter en fast partner, og det håber jeg, at han får, for det er bedre for hans spil.
- Jeg kan ikke binde mig til specielt mange af de turneringer, han skal spille, så der er ingen grund til, at han går og venter på noget, der ikke kommer til at ske, fastslår Danmarks bedste herrespiller.
Frederik Løchte Nielsen regner dog med, at duoen, der i sommer vandt Wimbledon, finder sammen til nogle enkelte turneringer i 2013.
- Hvis det ikke lykkes ham at finde en regulær partner, så kommer vi helt sikkert til at spille nogle turneringer. Det vil undre mig, hvis det ikke skulle ske, siger danskeren.
Frederik Løchte Nielsen, der onsdag blev kåret til årets danske tennisspiller 2012, skal spille sammen med svenske Johan Brunström i doubleturneringen ved Australian Open i Melbourne fra 14. til 27. januar.
/ritzau/