Der er konstateret højpatogen fugleinfluenza i en død ederfugl fundet i Smålandshavet nord for Lolland.
Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Der er tale om den samme type fugleinfluenza, som også er fundet tidligere på året i vilde fugle i både Danmark og andre lande i Europa.
Men det er unormalt, at der bliver fundet fugleinfluenza om sommeren.
- Sygdommen ses hyppigst vinter og forår, så det er overraskende, at vi har gjort dette fund midt på så varm en sommer, siger souschef og dyrlæge i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard i en pressemeddelelse.
En stor del af de fund, der er gjort i år, har netop været i området omkring Sydsjælland, og Stig Mellergaard opfordrer til, at man melder fund af døde fugle til Fødevarestyrelsen.
Fundet får ikke Fødevarestyrelsen til at indføre skærpede krav til hold af fugle og fjerkræ, men minder om, at man både som privat og professionel fjerkræavler bør følge de almindelige regler for god smittebeskyttelse.
Det betyder, at man eksempelvis bør skifte sko, inden man går ind til sit fjerkræ.
Fødevarestyrelsen vurderer, at fundet ikke får yderligere konsekvenser for den danske eksport.
Da fundet er gjort i en vild fugl, har Danmark derfor stadig officiel status som land, der er fri for højpatogen fugleinfluenza i besætninger.
Ederfuglen er den største af de danske dykænder med en vægt på mellem 1,2 og 2,8 kg Længden er på cirka 58 centimeter, og dens vingefang er op til 108 centimeter.
/ritzau/