Swansea-manager Michael Laudrup advarer nu Arsenal eller andre klubber, der kunne tænke sig at byde på angriberen Michu i dette transfervindue.
Den målfarlige spanier er ikke til salg - næsten uanset hvor stor en pose penge en interesseret købe kommer slæbende med.
- Økonomisk er klubben godt kørende, siger Laudrup ifølge Skysports.
- Jeg ved, at hvis Arsenal kom med et meget sent bud, vil reaktionen fra bestyrelsen og formanden være et nej, selv hvis der er tale om vanvittige beløb, fordi vi ikke ville have tid til at finde en erstatning, lyder det fra Laudrup.
Selv om Arsenal har været klar til at bruge penge i sommerpausen, er det endnu ikke lykkedes den ambitiøse klub at finde den håbede angrebsforstærkning.
Arsenal har udtrykt interesse for Gonzalo Higuain, der valgte Napoli, og budt på Liverpools Luis Suarez, men endnu er ingen angribere hentet til London-klubben.
Nu mener engelske medier at vide, at Michu er næste mand på manager Arsene Wengers ønskeseddel.
Transfervinduet er åbent til og med 2. september.
/ritzau/