Liberal Alliances forsikringer om historiske skattelettelser og trusler om ikke at stemme for finansloven har ikke kun givet grå hår i resten af regeringen og hos støttepartiet Dansk Folkeparti.
I partiets ungdomsorganisation, Liberal Alliances Ungdom (LAU), undrer man sig også over moderpartiets tilgang til de igangværende forhandlinger om en ny skatteaftale.
- Det er lidt mærkeligt, og jeg forstår ikke, hvorfor man har solgt skindet, før bjørnen er skudt, siger landsformanden i LAU, Søren Nielsen.
Hans primære kritik af de seneste ugers forløb går dog ikke på den måde, Liberal Alliance har håndteret det på, men på hele blå blok.
- Det udstiller måske, at det borgerlige Danmark er i en idémæssig krise, i forhold til at man ikke tør tænke bredere og mere visionært i forbindelse med finansloven og en ny skatteaftale.
- Det hele bliver en slags socialdemokratisk politik med en blå kant omkring, siger han.
Stod det til Søren Nielsen, stod Liberal Alliance fast ved sine udmeldinger.
- Man skal holde sit ord. Hvis man siger, at man vil have en skatteaftale samtidig med en finanslov, skal man også stå ved det. Det er vigtigt, at man er ærlig over for sine vælgere.
Så du mener, LA bør stå fast?
- Om de stemmer for finansloven eller ej er for mig ligegyldigt.
- Men man bør tage konsekvensen, hvis der ikke er et borgerligt flertal for finansloven og de andre aftaler, siger Søren Nielsen.
Men hvis der ikke er et borgerligt flertal, er det jo fordi, LA ikke har stemt for?
- Ja, eller så er det fordi, at den politik, der bliver ført, er noget socialdemokratisk makværk, som ikke kan være borgerlig politik, siger Søren Nielsen.
Fredag skal der stemmes om finanslovens vedtagelse, når den skal tredjebehandles i Folketingssalen.
Siden Liberal Alliance i forrige uge kom med trusler om ikke at stemme for finansloven, hvis der ikke forinden er landet en skatteaftale, har ingen i LA-toppen villet svare på, om partiet garanterer at stemme for finansloven.
/ritzau/