Folkeskolen har ændret sig fra at have en flad struktur, hvor lærerne bestemte over undervisningen, til et hierarki, hvor lærerne skal leve op til utallige politiske krav udarbejdet af embedsmænd uden indsigt i lærernes praksis.
Det fortæller den 50-årige skolelærer Bodil Bakhteyar Bredmose, der arbejder på Strandvejsskolen på Østerbro i København. Hun har undervist i 17 år og kan huske, hvor anderledes livet på skolen var, da hun var nyuddannet.
- Da jeg startede som lærer, så havde Pædagogisk Råd medbestemmelse, og lederen skulle tage højde for vores mening. Sådan er det ikke mere. Det, der dengang hed en flad struktur, blev opløst med skolereformen. Og det eneste formål med det er mere styring oppefra, siger hun.
Avisen.dk skriver tirsdag om ny forskning, der kortlægger, at de offentlige arbejdsgivere får mere og mere magt over de ansatte.
Det kan Bodil Bakhteyar Bredmose genkende. Lærerne skal efterleve flere og flere krav, der kommer fra politisk hold, mener hun.
- Jeg har en rigtig god skoleleder. Men lederen er jo trykket ovenfra og bliver så nødt til at presse os. Der er kommet så mange krav, og man bliver nødt til at vælge imellem dem. Ellers så dør man, siger Bodil Bakhteyar Bredmose.
Må undervise uden at have forberedt sig nok
Efter skolereformen har lærerne mindre tid til at forberede sig på deres undervisning og skal samtidig undervise mere. Det betyder, at de nogen gange må undervise uden at have forberedt sig ordentligt. Og det går ud over lærernes arbejdsglæde, siger Bodil Bakhteyar Bredmose.
- Hvis jeg den ene gang efter den anden skal undervise i noget, jeg ikke har forberedt mig ordentlig på, eller hvis jeg skal vælge mellem at hjælpe den elev, der har brug for specialundervisning, eller tage mig af resten af klassen, fordi jeg ikke har tid til begge dele, så påvirker det min faglighed og selvrespekt, fortæller hun.
Da Bodil Bakhteyar Bredmose startede som lærer, underviste hun 17 lektioner. Nu underviser hun 26 lektioner om ugen. Så hvis Bodil Bakhteyar Bredmose vil nå at forberede sig ordentligt, skal hun gøre det gratis om aftenen. Og der sætter hun grænsen.
- Førhen brugte jeg den første uge af min sommerferie på forberedelse af næste år, og så gik jeg i gang med at læse om de emner, jeg ville undervise i. Men efter lockouten vil jeg ikke længere bruge min ferie eller mine aftener på arbejde, for jeg får hverken penge eller anerkendelse for det, siger hun og fortsætter:
- Jeg har kolleger, som er gået ned i tid for at kunne bruge deres fritid på at forberede sig. Men det vil jeg ikke. Det er jo gratis arbejde.
Flere chefer og færre lærere
Hun forstår ikke, hvorfor politikerne ikke anerkender det vigtige arbejde, lærerne gør ved at give dem mere faglig frihed og flere ressourcer til at give børnene den bedste start på livet.
- Det er en måde at gøre os til lønmodtagere i stedet for at anerkende det store projekt, vi har kørende med at uddanne den næste generation. Beslutningslagene oven over os vokser, mens vi skrumper. Med den børnestigning, der er, burde Københavns Kommune ansætte 150 lærere. Men det gør de ikke. De sparer bare, fortæller Bodil Bakhteyar Bredmose.
Hun er bange for, at der er ved at opstå et A- og et B-hold af børn, fordi flere og flere vælger privatskolen frem for folkeskolen.
- Der bliver forsket meget i, hvordan man vender udviklingen. Men det nytter ikke noget, så længe man ikke tilfører blivende midler til folkeskolen. Så får man ikke rettet op på den skude, der er ved at vælte, siger Bodil Bakhteyar Bredmose.
Hun håber på, at de kommende overenskomstforhandlinger vil lægge op til forandring. Men med de besparelsesvinde, der blæser, er Bodil Bakhteyar Bredmose ikke særlig optimistisk.
- Hvis der ikke kommer noget igennem til overenskomstforhandlingerne, så vil det tage modet fra mange. Nogen vil slås videre, mens andre vil søge væk. Jeg elsker at være lærer. Men jeg tvivler på, at jeg kan holde 17 år til.