I inklusionens navn er flere børn de seneste år blevet indsluset i den almindelige folkeskole frem for at være på en specialskole for børn med handicap eller diagnoser.
Tilbage i 2010 satte man nemlig et politisk mål om, at 96 procent af alle elever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.
Mange har siden været imod inklusion. Men som udgangspunkt bakker lærer - gennem 25 år - Mette Pihl op.
- Rigtig langt hen ad vejen er jeg enig i den tanke, at man kan næsten inkludere alle, fordi det er rigtig godt at kunne spejle sig i andre, siger hun.
Undervisningen skal passe til eleven - ikke omvendt
Flere år før, inklusionen for alvor kom på skoleskemaet, har Mette Pihl arbejdet med at tilrettelægge sin undervisning, så den både tilgodeså elever med og uden særlige behov.
I 12 år har hun arbejdet på Byskovskolen i Ringsted, der både består af en distriktfolkeskole og en specialenhed, hvor eleverne kommer fra flere forskellige kommuner.
- Udgangspunktet for vores inklusion er at tilpasse aktiviteterne, så de passer til børnene. Og ikke at børnene skal tilpasses til aktiviteten, forklarer hun.
Eleverne har blandt andet fysiske funktionsnedsættelser eller tale- eller hørebesvær, og målet for dem er, at de på sigt kommer tilbage til deres lokale folkeskole.
På skolen har eleverne undervisning på tværs af klasserne, så skolens to enheder blandes.
- Hele værdigrundlaget er, at alle har ret til at blive en del af fællesskabet, og det er super vigtigt. Og man har ret til at byde ind med det, man kan, og man skal respekteres for den, man er og ikke for det, man ikke kan, eller hvordan man ser ud, fortæller Mette Pihl.
Skal lære at der gøres forskel
Hun underviser i matematik og naturfag, men har flest idrætstimer.
- Hele årgangen fra de to spor har idræt sammen. Det fungerer rigtig godt, forklarer Mette Phil.
Hvis hun sætter en fange-leg i gang, laver eleverne og lærerne nogle aftaler, så alle kan være med i aktiviteten. For eksempel får dem, der sidder i kørestol, et langt skumrør, så de kan fange de andre med den.
- Det giver dem i kørestol et større vingefang at kunne nå rundt med, siger Mette Pihl.
Når eleverne tager hensyn til hinanden, får de også en større respekt for hinanden, oplever hun.
- Vi skal respektere, at der skal gøres forskel på folk. Det gør vi jo i hele vores samfund. Det gør vi jo også, hvis nogen skal have hjælp til bolig eller job.
Spareøvelse
Flere kritiske røster har hævdet, at inklusionen er en spareøvelse.
For nyligt skrev Ugebrevet A4, hvordan både fagpersoner og regeringens eget inklusionseftersyn fra 2016 peger på, at skolerne bliver straffet økonomisk for at sende børn på specialskole.
Mette Pihl ved godt, at skolerne i dag selv skal betale, fordi pengepuljerne er ude på skolerne.
- Men jeg tror ikke, at man undlader at sende børn i specialtilbud, fordi man kun tænker i kroner og øre. Men det kan være en nødvendighed, fordi skoleøkonomien generelt er så presset. Nu har jeg været i gamet i mange år, og der er hele tiden sket besparelser, siger hun.
Inklusionen kommer da også til kort, når de rette ressourcer ikke er der, mener hun. Derfor er hun glad for, at hun både er sammen med en pædagogmedhjælper og en fysio- eller ergoterapeut, når hun har idræt på tværs af klasserne.
- Udfordringen opstår, hvis du står ene voksen med en helt almindelig klasse og tre børn med diagnoser, pointerer hun.
Alle kan lære af en autist
Ifølge Mette Pihl er det en misforståelse, at inklusion medfører, at lærerne tilrettelægger undervisningen efter laveste fællesnævner.
- Jeg kan lære lige så meget af et menneske med autisme, som kan nogle ting med at holde fokus og arbejde, som den anden vej.
- Så jeg synes helt klart, at læringen går to veje, men vi skal være realistiske og vide, at der er nogle, der falder uden for den her ramme, som simpelthen har brug for specialtilbud, siger hun.
- Derfor er det vigtigt, at børnene bliver udredt, før der tages stilling til, hvilke tilbud de skal være i, mener Mette Pihl.