Den kendte entreprenør Kurt Thorsen er blevet idømt ubetinget fængsel i tre år og seks måneder i en skattesag i Østre Landsret.
Dommen på fem års fængsel fra Københavns Byret er dermed blevet lempet en smule.
Anklagen drejede sig om, at han skulle have snydt statskassen for knap 5,9 millioner kroner, men beløbet er blevet nedsat en smule af landsretten, oplyser Bagmandspolitiet.
Nogle af udgifterne til Thorsens såkaldte releaseparty efter løsladelsen i PFA-sagen og til nogle rejser kan betragtes som repræsentation, mener landsretten.
En stor del af straffen er reststraf fra netop PFA-dommen, hvor Thorsen blev prøveløsladt efter at have afsonet kun halvdelen af de seks år.
Byretten mente, at reststraffen udgjorde tre år, men man glemte at godskrive den tid, Thorsen udførte samfundstjeneste på Københavns Rådhus.
Derfor er reststraffen reduceret til to års fængsel.
Hovedpersonen var ikke selv til stede ved domsafsigelsen i landsretten. Og anklageren har heller ikke begæret ham varetægtsfængslet.
Da han i september sidste år blev dømt i byretten, var han meget skuffet.
- Jeg synes, det er meget uretfærdigt. Det er mig helt uforståeligt, at de kan komme frem til det resultat, sagde han dengang.
Retssagen har haft en bøvlet rundtur i retssystemet. Tidligere vurderede landsretten nemlig, at en domsmand i byretten var inhabil, og at sagen derfor skulle starte forfra. Men Højesteret fastslog senere, at der ikke var noget problem.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.