Kunder advarer om ny fup-side: Svindel med disse luksusvarer

En Kay Bojesen-abe i mellemstørrelse koster 2.995 kroner i den officielle webshop. (Foto: Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix (arkiv))

Kay Bojesen-design til urealistisk lave priser har lokket flere til at handle i fup-webshop.

En tilsyneladende amerikansk webshop har lokket flere danskere i fælden med luksusvarer til uhørt lave priser.

Således fortæller Birgit Kristensen til BT, at hun bestilte varer til 1.300 kroner, men at hun endnu ikke har modtaget noget. Og ejeren af hjemmesiden svarer ikke på den oplyste mail.

I følge BT drejer det sig om webshoppen luksusbolig.com. Her kan der blandt andet købes Kay Bojesens "mellem abe" til 1.199 kroner - hvilket er næsten 1.800 kroner billigere end den pris den officielle Kay Bojesen-side, kaybojesen-denmark.dk, har prissat den populære træabe til.

Seriøs ... og så alligevel ikke

Et hurtigt kig på luksusbolig.com giver et indtryk af en seriøs webshop. Den indeholder Kay Bojesen træfigurer til meget lave priser. Men begynder man at klikke rundt er det de samme varer, som dukker op under kategorierne "Kay Bojesen", "Ting til hjemmet" og "Udsalg".

Ifølge BT ligner siden i detaljer de to tidligere fuphjemmesider Drømmedesign.com og Designfamilie.com, som BT tidligere har skrevet om. De to hjemmesider opgav samme adresse på Hovedvejen 197 i Glostrup, som luksusbolig.com gør.

BT skriver også, at der også findes en anden og meget lig svindelhjemmeside med webadressen luksusoutlet.com. Den er bygget på præcis samme måde, som luksusbolig.com.

Tænk dig om

Forbruger-sitet taenk.dk har lavet en vejledning i, hvordan man skiller svindlerne fra de rigtige webshops.

Her kan man blandt andet læse, at man bør stoppe op, hvis priserne er urealistiske:

"Hvis varerne er betragteligt billigere end andre steder, kan det være et tegn på, at varerne er kopivarer", skriver taenk.dk.

Læs mere på taenk.dk