Var du udendørs i Østjylland i nat, så har det angiveligt føltes som i en dybfryser.
Temperaturen i Østjylland faldt nemlig til næsten 19 graders frost i nat. Det er det absolut koldeste vejr vi har set siden marts 2005 - dengang viste termometret 20,7 minusgrader. Samtidig er det den koldeste december måned, der har været siden 2001.
December måneds kulderekord er -25,6 grader, som blev sat helt tilbage i 1981.
Flere steder i dag vil sneen også falde igen, og skal man ud og køre i bil, så bør man forberede sig.
"Tag et varmt tæppe med, en opladt mobiltelefon samt en skovl, hvis det skulle gå galt" lyder rådet fra kommunikationsdirektør hos Falck, Louis Honore.
De seneste dages snevejr har givet flere fynske kommuner sved på panden. Det er nemlig en rigtig dyr fornøjelse, når sneplovene skal ud på vejene.
Alene i Assens har det kostet kommunen en million kroner at få ryddet vejene torsdag og fredag. Og i Odense er julesneen tilsvarende en dyr affære. Kommunen har her brugt 100.000 kroner i timen for snerydning.
Dyrest har det dog været i Nyborg: 3,8 millioner kroner var der afsat til snerydning - og pengene er allerede brugt.
DMI forventer yderligere op mod 10 centimeter sne i dag.