Kroatiens fodboldlandstræner, Zlatko Dalic, mener, at Danmarks spillestil minder om den, som Island praktiserer.
Derfor vil kroaterne angribe søndagens ottendedelsfinale på samme måde som gruppekampen mod Island, hvor Kroatien vandt 2-1 i tirsdags.
- Det er en anden type kamp, fordi det er en knockoutkamp, men man kan sige, at Danmark spiller på nogenlunde samme måde som Island, men at Danmark er et niveau over, hvis man sammenligner dem - Danmarks midterforsvar er bedre.
- Danmark og Island spiller på samme måde med dødbolde og lange bolde. Vi kommer til at få udfordringer med at forsvare os på dødbolde.
- Kampen mod Island var måske en forsmag på det, som venter os i morgen (søndag, red.), og vi vil forsøge at angribe kampen på samme måde, siger Zlatko Dalic på et pressemøde.
Træneren har dog også bemærket, at Danmark ikke har tabt siden oktober 2016, og derfor forventer han en vanskelig kamp i Nisjnij Novgorod.
- Vi har størst mulig respekt for det danske hold. De har ikke tabt i 18 kampe, og det siger meget om deres kvalitet og disciplin, siger Dalic.
Tidligere i turneringen vandt Kroatien med 3-0 over Argentina på samme stadion, som søndagens kamp spilles på. Han håber, at stedet kan udvikle sig til et lykkestadion for Kroatien.
- Det er et glædens sted for os, og jeg håber, at det fortsætter på den måde. Hvis vi vinder, så lover jeg at komme tilbage til byen som turist, siger Zlatko Dalic.
/ritzau/