Kronprins Frederiks løn, den såkaldte apanage, er for nylig steget til 17,8 millioner kroner årligt. Og det er alt for mange skattekroner at betale, i forhold til hvor lidt Kongehuset arbejder, mener debattør Kjeld Koplev.
Debattør og DR-vært, Kjeld Koplev, har i et debatindlæg i Politiken under overskriften, "Frederik og Mary er umodne og overfladiske", fremhævet en række punkter, hvor kronprinseparret dumper.
Blandt andet fremhæver Koplev, at Kronprins Frederik arbejder helt ned til 40 dage om året. Men det passer ikke, har Koplevs egne kolleger i programmet Detektor fundet ud af.
Alene ifølge de officielle kalendere havde kronprinsen 136 officielle pligter i 2010 og 140 dage med officielle gøremål i 2011.
Men en typisk dansker har stadig mellem 220 og 230 arbejdsdage.
Det betyder ikke, at prinsen er doven, siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker på Københavns Universitet. Gøremål, som andre mennesker typisk vil betegne som fritid, er faktisk arbejde for Kronprinsen, da han er repræsentant for Danmark.
"Det er klart, at man som kronprins har mange fornøjelser i jobbet som kronprins. Omvendt, så er en kronprins altid på arbejde, og derfor kan man i realiteten sige, at kronprinsen arbejder 365 dage om året," siger Lars Hovbakke Sørensen.
Kilde: DR