Det konservative byrådsmedlem i Frederiksberg Kommune Nils-Ole Heggland har forladt Det Konservative Folkeparti og meldt sig ind i Liberal Alliance.
Det oplyser Liberal Alliance onsdag i en pressemeddelelse.
- Frederiksberg har brug for et ægte borgerligt styre, og det føler jeg desværre ikke længere, at Konservative kan levere, meddeler Nils-Ole Heggland i meddelelsen og fortsætter:
- Der er brug for et nyt borgerligt pust i kommunen, og det ved jeg, Liberal Alliance vil give.
Ifølge Nils-Ole Heggland, der har siddet i byrådet i 16 år, drejer det sig især om den kommende forhøjelse af grundskylden, som vil give en ekstraregning på op til 5.000 kroner for en familie med eget hus.
- Frederiksberg Kommune lader skatten stige, mens man samtidig bruger 200 millioner kroner på et nyt kulturhus, som ingen har bedt om og millioner på at lade tomme Frederiksberg-busser køre rundt. Der er brug for at blive ryddet op, skriver han i meddelelsen.
Med Nils-Ole Heggland er Liberal Alliance oppe på 21 byrådsmedlemmer på landsplan, og partiets spidskandidat på Frederiksberg, Laura Lindahl, byder den rutinerede politiker velkommen.
- Det bliver uden tvivl en stor fordel forud for efterårets valgkamp, at vi nu har en så erfaren lokalpolitiker med på holdet, siger hun i meddelelsen.
På sit sommergruppemøde fredag meldte Liberal Alliance ud, at partiets "klare målsætning" er at få pladser i alle fem regionsråd og minimum 25 kommunalbestyrelser ved det kommende kommunalvalg i efteråret.
/ritzau/