Det kom som en overraskelse for mange, at den nye Real Madrid-træner, Carlo Ancelotti, satte den mangeårige førstemålmand Iker Casillas på bænken i Madrid-klubbens ligapremiere søndag aften.
Ikke mindst for Casillas' konkurrent til tjansen som førstemålmand på det spanske landshold, Barcelona-keeperen Victor Valdés.
- Jeg var overrasket over, at han ikke startede på banen. Til træningen med landsholdet så han god ud, og det gjorde han også til Confederations Cup, siger Victor Valdés ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg bliver aldrig træt af at sige, at han har præsteret redninger, som jeg ikke troede, var mulige. For mig er han den bedste, siger Valdés om sin kollega, der måtte se Diego López tage pladsen mellem Real Madrids stænger.
Den plads havde López også i foråret, men dengang blev målmandsvalget udlagt som en konflikt mellem Casillas og den daværende træner, José Mourinho.
Men også efterfølgeren Ancelotti satte altså manden med de 149 landskampe på bænken i sæsonens første kamp søndag aften.
Uden hjælp fra Casillas vandt Real Madrid med 2-1 over Real Betis.
/ritzau/